BOGANMELDELSE Homo conexus – netværksmennesket
Af kommunikationsrådgiver Anne Juel Jørgensen
Velskrevet og tilgængelig bog om homo conexus som forbruger, medarbejder og ven i netværkssamfundet. Det er en guide for dem, der er født før generation netværk, og som gerne vil forstå, kommunikere med og/eller markedsføre til homo conexus.
Verden er i forandring, og netværkssamfundet vender op og ned på mennesket, videnskaben og forretningslivet. Sagt med andre ord så står vi midt i en revolution. Det er Morten Bays påstand i bogen. Den påstand kan ikke komme bag på nogen i kommunikationsbranchen, der dagligt kommunikerer med netværksmennesket som forbruger eller medarbejder, og hvor sociale medier og mobiltelefoni fylder mere og mere i kommunikationsplanlægningen. Men det er ikke en håndbog i PR og sociale medier. Det er historien om, hvordan homo conexus-generationen født i midten af 1970erne og frem tænker og handler som (ny) målgruppe. Det er også historien om, hvordan netværkssamfundet er opstået som et sammenfald af teknologiske, forskningsmæssige og kulturelle hændelser. Morten Bay beskriver homo conexus identitetdannelse, deling, samfundets decentralisering og nye værdier på arbejdsmarkedet. Han går i mod Chris Andersons forklaring af gratisøkonomien (se bogen Free) og argumenterer for, hvorfor netværkssamfundet ikke er gratis, men er præget af en ’gratisillusion’. Et produkt skal føles gratis for homo conexus, og det skal være convenient – det vil sige i tråd med tidsånden, tilgængeligt og let at bruge. Morten Bay har kastet sig ud i et stort men vellykket projekt. Det er en velskrevet bog, som er tilgængelig for travle folk og en guide for folk født før homo conexus.




