BOGANMELDELSE Enkel, brugbar og velskrevet bog til talere
Af kommunikationschef Claus Jørgensen, Tandlægeforeningen
Jeg er en svoren tilhænger af enkle løsninger. Så jeg er helt vild med Christina Steensgaard Høyers bog til alle, der gerne vil blive bedre til at tage ordet i en forsamling.
Tag ordet i din magt – en værktøjskasse for talere Christina Steensgaard Høyer 189 sider, 199 kr.
Bogen er skrevet i et let tilgængeligt og flydende sprog, og opbygningen er konsekvent kapitel for kapitel. Med passende mellemrum opsummeres de foregående afsnit med nogle huskeregler, der får stoffet til at sidde endnu bedre fast.
Forfatteren kalder selv bogen en værkstøjskasse, og det er 'Tag ordet i din magt' i den grad. Den er fyldt med konkrete råd og tips, som umiddelbart kan tages i brug. Både hvis man er leder og vil have udviklet sine 'ølkassetaler' til medarbejderne. Og hvis man fx indgår i en projektgruppe og gerne vil brænde bedre igennem med sine idéer.
Al den bagvedliggende teori har Christina Steensgaard Høyer udeladt. Den må man finde andre steder i litteraturen. Og den utålelige konstante name-dropping, som man ofte støder på i lignende bøger, er 'Tag ordet i din magt' heldigvis befriet for.
Til gengæld er det ikke en bog for feinschmeckere, der går efter æstetik i det visuelle udtryk. Det er tydeligvis en low budget produktion. Men det er der heller ikke noget galt i, hvis man mest af alt har behov for nogle enkle og brugbare råd på vejen til at blive en bedre taler.















