Profil
Mille Kristine Klink

2005-2008:
Kommunikationsrådgiver, Kragelund Kommunikation

2008-2010:
Kommunikationschef, MYC4

2010- : Projektleder, MAP1

BOGANMELDELSE Drivkraft

20. maj 2010

Af Mille Kristine Klink, stud.com



Bogen 'Drivkraft – Portrætter af socialøkonomiske iværksættere og deres virksomheder” holder lige præcis, hvad den lover. Det er en letlæst bog med gode fortællinger om en social entreprenør-ånd, som i sig selv aftvinger respekt. Den helt essentielle pointe, at ’doing good’ og ’doing business’ går hånd i hånd, kommer dog aldrig rigtigt ud over scenekanten men står tilbage som en sympatisk påstand uden overbevisende belæg.

 

Anette Ketler og Christine TheisenDrivkraft – Portrætter af socialøkonomiske iværksættereErhvervskolernes Forlag151 sider, 199 kr. Anette Ketler og Christine Theisen
Drivkraft – Portrætter af socialøkonomiske iværksættere
Erhvervskolernes Forlag
151 sider, 199 kr.

Fra cykelindustri i Afrika over café for kræftramte kvinder til IT-konsulenter med autisme. Historierne spænder bredt og er fortalt i et levende sprog, som sammen med det imponerende og inspirerende indhold gør Drivkraft til en rigtig rar bog at læse.


Spændvidden i organisationernes forretningspotentiale er ligeså stor; fra velsmurte virksomheder over ambitiøse start-ups til initiativer, som er afhængige af offentligt tilskud. Og det er problematisk, når det gælder den overordnede forståelse af det, forfatterne kalder et paradigmeskift i opfattelsen af velfærd som et rent offentligt anliggende.

Jeg savner en rød tråd gennem de ti portrætter, som, i stedet for at underbygge det forestående paradigmeskifte, fremstår som isolerede historier, hvor den eneste fællesnævner er den sociale drivkraft. Hovedvægten er på det sociale frem for det økonomiske, og forretningslogikken udebliver helt i flere af portrætterne. Det er ærgerligt. Især når et af bogens ærinder er at bidrage til en fælles brancheidentitet.

Retfærdigvis skal siges, at bogen indledes med seks siders introduktion, som kratter let i overfladen på det store teoretiske felt socialt entreprenørskab. Det giver et fint udgangspunkt for at forstå bogens ramme uden dog at stikke særlig dybt.

Læs bogen for de gode historier, de fantastiske mennesker og de gode ideer. Bliv inspireret og imponeret. Men forvent ikke en teoretisk indsigt i den forretningsform, som ifølge forfatterne er på så stærk fremmarch. 

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR