BOGANMELDELSE Bliv klogere på borgerens oplevelser
Af kommunikationsmedarbejder Solrun Sigfusdottir, Skatteministeriets Koncerncenter
Borgerinddragelse er uomgængelig inden for offentlig innovation ifølge forfatterne af bogen 'Sæt borgeren i spil'. Og det skal gøres gennem indlevelse og antropologisk metode, som skal sikre løsninger, der dur i den virkelige verden
Brugerinddragelse er ikke et nyt fænomen, når offentlige og private virksomheder sætter innovation på dagsordenen. Hos Bason, Knudsen og Toft er bruger dog skiftet ud med borger, når det drejer sig om innovation i offentligt regi. Det skyldes, at borgere er langt mere end kunder, da de har indflydelse på det offentliges fremtid gennem deres demokratiske stemme.
Model med tilbageløb
Sæt borgeren i spil er en praktisk guide til innovation og spækket med relevante og oplysende eksempler på borgercentreret innovation i forskellige danske myndigheder.
Bogen gør op med den klassiske projektmodel og introducerer en model med faserne: fokuser, oplev, skab og insister, der kan minde om faserne: opstart, analyse, udvikling/test og implementering i den klassiske projektmodel. Og mens den klassiske model arbejder med milepæle, der fører os til et forudbestemt mål, giver deres model mulighed for at tage et skridt fra en fase til en foregående. Onde tunger vil dog mene, at den nye model minder væsentligt meget om den klassiske, og at denne sagtens kan være fleksibel og bære iteration.
Inspirerende metode
Hvad, der gør bogen interessant, er anvendelsen af antropologiske metoder og kvalitativ analyse, hvorigennem man sætter sig i borgernes sted for at kunne udvikle et produkt, der opfylder deres behov. Det er her, man kan mærke, at forfatterne er velbevandrede både inden for metode og offentlig innovation. Og det er her, bogen finder sin styrke i forhold til andre bøger om projektplanlægning – innovation eller ej.















