Profil
Kirsten Grumstrup er kommunikationsrådgiver i Økonomistyrelsen. Kirsten er uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitetscenter.

BOGANMELDELSE: Samtalens kunst

20. april 2009

Af kommunikationsrådgiver Kirsten Grumstrup , Økonomistyrelsen



Hvor mange gange har man ikke prøvet, at en samtale er gået i hårknude, fordi samtalen er som et isbjerg, hvor det meste er skjult under overfladen, og derfor styrer udenom vores bevidste kontrol. Vi taler forbi hinanden og misforstår hinanden, og ender ud med at diskussionen udvikler sig til en indædt magtkamp

Leif Becker Jensen har med sin nye bog 'Godt ord igen' (revideret udgave af førsteudgaven fra 1989) sat fokus på de ting, der kan gå galt, når to mennesker taler med hinanden, og som oftest fører til, at de misforstår hinanden, og samtalen går i hårknude. Bogen henvender sig til alle, der gerne vil være bedre til at forstå de dynamikker, der driver vores samtaler og blive en bedre samtalepartner.

Bogen handler både om samtalesituationer på arbejdet og i privatlivet. Omdrejningspunktet er fx forskelle i sprogbrug, perspektiver, referencer, holdninger, relationer, forventninger og samtaleregler. Ved hjælp af bogens øvelser kan læseren endvidere blive bedre til samtalens kunst. Prøv fx at bytte perspektiv og roller for at løse en kompliceret diskussion ved at diskutere og argumentere problemet ud fra den andens synsvinkel.  Eller forbered dig på en svær diskussion ved at skrive en dagsorden ned inden. Prioriter vigtigheden og relevansen af dine synspunkter. Sammenlign efter diskussionen din  dagsorden med det virkelige forløb. Fik I talt om alle punkterne og opnåede du det du ville? Hvis ikke, hvad kunne du have gjort anderledes? 

Bogen er god og velskrevet, til tider en smule langtrukken med for mange eksempler. Da det er svært at blive en god samtalepartner ved at læse en bog, er øvelserne en vigtig dimension af bogen.


Godt-ord-igen.jpg Leif Becker Jensen
Godt ord igen, Om samtaler og samtaleproblemer
Samfundslitteratur
212 sider, 175 kr.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR