Profil
Morten Gade er 28 år og chef for kommunikation hos Bysted. Morten løser opgaver for kunder som Egmont, WWF Verdensnaturfonden, Ledernes Hovedorganisation, Undervisningsministeriet, Kunstakademiets Arkitektskole m.fl. og har været en af kræfterne bag det brugerdrevne site mitkbh.dk. Han er ekstern lektor på IT Universitetets afdeling for design, kommunikation og medier.

BOGANMELDELSE: Prinsen får prinsessen med sociale medier

17. marts 2009

Af chef for kommunikation Morten Gade, Bysted



Groundswell handler netop om de mange muligheder, sociale medier giver (private) virksomheder. Den udkommer nu på dansk. Bogen giver konkrete anvisninger på at arbejde strategisk med de nye mediers mange muligheder

På tre år er Facebook gået fra obskurt udkantsfænomen til allemandseje i Danmark. I samme tidsrum er det gået op for de fleste virksomheder og kommunikatører, at heller ikke virksomheden kan ignorere Facebook, blogs og andre sociale medier.

 

Groundswell handler netop om de mange muligheder, sociale medier giver (private) virksomheder. Den udkommer nu på dansk. Bogen giver konkrete anvisninger på at arbejde strategisk med de nye mediers mange muligheder. Det betyder masser af amerikanske cases og how to’s om alt fra at smuglytte til dine kunder til at bruge medierne i markedsføringsøjemed.

Der er tale om klassisk amerikansk konsulent-litteratur. Alle eksempler og historier bygger op til at netop sociale medier er de vises sten for virksomheden anno 2009. Hvis bare han bruger sociale medier undervejs, får prinsen prinsessen og det halve kongerige. Lidt mere distance havde været ønskværdigt.

Fordi det er amerikansk konsulent-litteratur, skal man også forberede sig på, at de særlige forhold for offentlige organisationer slet ikke tænkes ind. Bogen har i det hele taget et snævert interessentsyn. På nær korte afsnit handler bogen således kun om virksomhedens kontakt til kunderne, og ikke om de mange andre interessenter, professionelle kommunikatører jonglerer med til daglig. Ikke desto mindre er det en sammenhængende og forførende introduktion til sociale medier.

Men hvorfor en oversættelse? Der er ikke sket en bearbejdning til dansk, så statistikkerne er af og til decideret misvisende. Fx kommer det til at lyde som om, at Bebo og Hi5 er store sociale netværk i Danmark. Samtidig ligner oversættelsen noget, der er lavet af en robot. Der bliver talt om ‘detailister’, ‘markedsførere’ og ‘virksomhedens mærke’ i en grad, at jeg af og til måtte slå op i min engelske udgave, for at finde ud af, hvad der egentlig mentes.

Derfor: Køb bogen, hvis du har brug for en god prædiken om hvilke muligheder, sociale medier giver organisationen. Men i givet fald: Væbn dig med skepsis – og køb den på engelsk.

Groundswell.jpg Josh Bernoff og Charlene Li
Groundswell  
Børsens Forlag
460 kr., 296 sider

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR