BOGANMELDELSE: Hvordan går du fra kollega til leder?
Af kommunikationsrådgiver Kirsten Grumstrup, Novo Nordisk
’Fra kollega til leder’ sætter fokus på overgangen fra rollen som kollega til rollen som leder. Det er en god bog, hvis du går fra at være medarbejder til leder i en afdeling, og du derfor ændrer status inden for de samme rammer og samme kollegaer. Den tager mange dilemmaer op inden for dette felt, fx hvilke ting skal du overveje, inden du siger ja til jobbet, hvordan du håndterer din nye rolle i forhold til dine kollegaer, hvor du kan hente støtte, og hvordan du håndterer kritik og ros fra dine tidligere kolle-gaer.
’Fra kollega til leder’ er en praktisk værktøjsbog med mange gode cases, refleksionsspørgsmål og øvelser. Det er rigtigt fint, at forfatterne har valgt denne opbygning, idet man lettere forstår de nye ledelsesmæssige problematikker, når det eksemplificeres. Problemet er blot, at der aldrig følges op på disse. Du sidder som læser tilbage med en følelse af, ’hvad skulle jeg bruge det til, og hvordan kan jeg konkret arbejde videre med det’. Her kunne en læseguide og en opsamling på cases og øvelser have været en stor hjælp. Afsnittet om ledelseskommunikation er også meget tyndt. Kapitlet handler om kommunikation og følel-ser og beskriver, hvordan du ikke skal lade din kommunikation styre af dine følelser. Hvorfor har forfat-terne ikke valgt at beskrive emner som kommunikationskanaler, dit kommunikationsansvar som leder, hvilken involvering forventes der i kommunikationen, hvordan giver du feedback til dine medarbejdere, din rolle som kommunikator osv. Ingen af disse emner berøres, hvilket virker besynderligt, når bogen er tiltænkt som en praktisk bog, hvis du overvejer at tage et lederjob eller allerede sidder i dit første job som leder, hvor du virkelig har brug for at blive klædt på til at blive en god leder og kommunikator. Anne-Marie Thalund og Lis Vibeke Kristensen Fra kollega til leder - en bog om ledelse 101 sider 225 kr

Jurist og Økonomforbundets Forlag
















