BOGANMELDELSE: Fra samlebånd til samtale
Af kommunikationsrådgiver Stephan Sabinsky, Frontal
I ’Mentor’ illustrerer Steen Hildebrandt og Birgit Signora Toft de menneskelige og økonomiske gevinster ved mentorforløb i virksomheder. Bogen beskæftiger sig med det processuelle, rollerne som mentor og mente (mentee) og virksomhed samt disses forventninger og forpligtelser.
’Mentor’ er langt fra en udførlig og detaljeret grundbog med sine små 92 sider. ’Mentor’ er et manifest. Men skrevet uendeligt let og kongenialt, og det sitrer af forfatternes indsigt i mellemmenneskelige møder; mentor og mente mødes, og et tredje sted opstår, stedet for læring, udvikling og eksistens.
Drop samlebåndet, dyrk samtalen Bogen ’Mentor’ rummer ord som ’leg, det fælles tredje, det magiske rum og mellemmenneskelig kompetence’ og henviser dermed indirekte til børnelægen og psykoanalytikeren Donald W. Winnicott, som beskrev legen og det tredje sted, et overgangsfænomenernes sted, hvor udvikling foregår. Et sted står der i ’Mentor’: ’Vi lærer gennem sanserne og lærer bedst i ubevidsthed – leg bliver læring, når hovedet er koblet fra’. Ønsker man at gøre sin virksomhed til en ’samtalende kultur’, der praktiserer mentorskab, er dette lille værk værd at læse – og bagefter låne chefen.
Samtalen er et refleksions- og et opdagelsesrum, skriver forfatterne. Hildebrandt etablerede netop et sådant rum med Christian Stadil i samtale- og rejsebogen Company Karma.

Birgit Signora Toft og Steen Hildebrandt
Mentor
Børsens Forlag
96 sider, 199 kr.
















