BOGANMELDELSE: Folkeskolens Fantastiske Fortællinger
Af adm. direktør Kresten Schultz Jørgensen, Lead Agency
Dagligt er der overskrifter i medierne om problemer i den danske folkeskole, og dagligt præsenteres man for snuptagsløsninger, der som hovedregel handler om evalueringer, kontrol og registrering. Derfor befriende at møde en bog, der tager det modsatte udgangspunkt, og hvis mål det er at give folkeskolen et nødvendigt løft med fortællinger om det, der nu engang fungerer.
Det er tydeligvis ikke bogens ærinde at negligere de udfordringer, folkeskolen står over for. Så havde undervisningsministeren og Kommunernes Landsforening næppe virket aktivt for dens produktion og udgivelse. Bogen giver lærere og forældre, myndigheder og elever et kærligt spark bag i med konkret inspiration og fortællinger fra hverdagen, alle forfattet af lærere, elever og forældre. Mette Krogh og Henning Risager Folkeskolens Fantastiske Fortællinger
Bogens forfattere tager kvalificeret afsæt i begreber som både branding og storytelling - heldigvis med kravet om, at der skal være troværdighed bag begreberne. Med ordene fra bogens ene forfatter Henning Risager, der er børne- og kulturdirektør: ’Man skal ikke påstå, at man har verdens bedste folkeskole, hvis man ikke kan dokumentere det. Folkeskolens image kan ikke reddes ved dyre reklamekampagner og smarte ord. I stedet skal vil have forældre, lærere, elever og politikere til at fungere som troværdige ambassadører for folkeskolen’.
Vel talt. Et langt sejt træk, der hermed får kloge redskaber med på vejen. En bog, der med sit afsæt i både kommunikation, pædagogik og forvaltning er uomgængelig læsning for alle med interesser i den danske folkeskole.

Kommuneforlaget A/S
128 sider, 165 kr.
















