Profil
Journalist og kommunikationsrådgiver Claes Amundsen, stifter af Humankind CSR og kommunikation

BOGANMELDELSE: Førstehjælp til Klimakommunikation

23. juni 2009

Af Claes Amundsen, stifter, Humankind CSR & kommunikation



Her er en bog, som er skrevet med et velsignet klart formål: At inspirere små og mellemstore virksomheder til at kommunikere om deres indsats for klimaet

 

Førstehjælp-til-klimakommun.jpg Sascha Amarasinha og Marie Kraul
Førstehjælp til klimakommunikation
Gyldendal Business
128 sider, 175 kr

 

Forfatternes ambition er bl.a. at indgyde virksomhederne det mod, der skal til. Sascha Amarasinha og Marie Kraul beskriver meget præcist, hvordan virksomheder risikerer at blive beskyldt for greenwashing, når der er et misforhold mellem kommunikationen og virkeligheden, og de giver gode råd til at styre uden om faldgruberne.

 

Bogen er først og fremmest velskrevet, letlæst og inspirerende. Forfatterne serverer relevante eksempler og praktiske råd på stribe. Til den erfarne strategiske kommunikatør er der næppe meget at komme efter – men til de virksomhedsledere, som tager klimabølgen alvorligt og gerne selv vil med på den, er der masser af guldkorn. Og mange af SMV’erne er jo kendetegnet ved slet ikke at have en kommunikationsmedarbejder.

 

Bogen er overskueligt bygget op, og den har det minimum af modeller og proces-forslag, som læserne vil forvente. Til gengæld rummer den ikke den detaljerede vejledning, mange nok ville ønske sig – men det er der næppe plads til i det format, som 'Førstehjælp'-bogserien dikterer.


Alt i alt en fornøjelse at læse, og lidt som en veltillavet grøn salat: Den er hurtigt indtaget – og giver appetit på mere!

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR