Profil
Kresten Schultz Jørgensen er stifter og ejer af rådgivningsvirksomheden Lead Agency - der er en rådgivningsvirksomhed inden for strategisk kommunikation. Kresten Schultz Jørgensen (f.1964) er cand.scient.pol. og har udgivet en lang række særdeles roste debatbøger.

BOGANMELDELSE: Fællesskab eller forførelse - hvem har magten?

13. november 2008

Af adm. direktør Kresten Schultz Jørgensen, Lead Agency



Dinesens bog er helt banebrydende, på dansk. Den river i sin skarpe analyse tæppet væk under traditionel management- og kommunikationstænkning

Netværkssamfundets og de nye mediers indflydelse på kommunikationsfaget er efterhånden velbeskrevet. Ofte i en lidt overfladfisk og buzzword-agtig form, desværre.

Paraderne kan til gengæld sænkes over for Kirsten Dinesens ’Forbrugeren i Førersædet’. Dinesens bog er helt banebrydende, på dansk. Den river i sin skarpe analyse tæppet væk under traditionel management- og kommunikationstænkning. Bogen beskriver indgående og med masser af konkrete eksempler den moderne forbrugers krav og redskaber, den moderne leders udfordringer og ikke mindst de moderne teknologier, der driver udviklingen.

Et eksempel: Med sociale medier som Facebook og YouTube har forbrugerne taget magten fra virksomhederne. Der opstår en art ’kollektiv’ intelligens, hvor kontroltabet for virksomhederne nødvendigvis må erkendes. Man kan ikke ’kontrollere’ nettets kommunikation. Man kan kun springe ud i den.

For Dinesen er teknologien i sig selv tydeligt nok benzinen i ’kapløbet’ mellem forbrugere og erhvervsliv. Med en mere sociologisk funderet analyse ville billedet af netværkssamfundets forandringer naturligvis også fokusere på drivkræfter som den kulturelle globalisering, den vestlige verdens velstandsstigning og måske allermest den individualisering, der i disse årtier udfordrer alle traditionelle fællesskaber. Dinesens analyse af erhvervslivets kommunikationsudfordringer kan - og burde - bredes ud til i princippet alle organisationer og institutioner, der er afhængige af kontakt med borgere, brugere og forbrugere.

Men stadigvæk en banebrydende bog på dansk. Dusinvis af cases, masser af referencer og gode råd til alle, der beskæftiger sig aktivt og praktisk med ledelse og kommunikation.

 

forbrugeren-i-føresædet60x8.jpg

Kirsten Dinesen

Forbrugeren i førersædet - Kommunikation og ledelse efter web 2.0 i the pull society
Gyldendal Business

206 sider, 299 kr.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR