Profil
Jon Kiellberg er webredaktør og kommunikationsmedarbejder i Arbejdsmarkedsstyrelsen. Jon Kiellberg sidder i redaktionen, der udgiver Kommunikatøren i DKF. Jon Kiellberg har tidligere arbejdet på politiken, Økonomisk Ugebrev og i Dansk Kommunikationsforening.

BOGANMELDELSE: Effektivitetens bibel

13. januar 2009

Af webredaktør og kommunikationsmedarbejder Jon Kiellberg, Arbejdsmarkedsstyrelsen



At last! Den internationale bestseller ’7 gode vaner’ af Stephen R. Covey er endelig kommet med en revideret og nyoversat bog med mere tidssvarende begreber. Bogen har 20 år på bagen og er lidt af en kultklassiker inden for moderne managementteori, organisationstankegang og personlig udvikling.

Kort og godt handler bogen om, hvordan du effektiviserer dit liv – både arbejdsmæssigt og på det personlige plan. Den adskiller sig dog fra tusinde af andre selvrealiserings- og navlebeskuende bøger ved at gå i dybden med både filosofiske, sociologiske og psykologiske betragtninger og paradigmer.

 

De ’7 gode vaner’ handler om, hvordan vi som mennesker bliver bedre til at styre vores egen visioner, veje og administrere vores liv i stedet for at forfølge andres dagsordener og pressende sager. Som Beth Mende Conny er citeret for i bogen: ’Livet er en bog, og du er dets forfatter. Du bestemmer handlingsforløb og tempo, og du – kun du – vender siderne i den’.

 

Og modsat de 7 dødssynder, hvor det er ude fra kommende krav og dyder, som mennesket skal leve op for ikke at overtræde guds lov, er det i ’7 gode vaner’ menneskets eget potentiale og værdi, som er udgangspunkt for at skabe et effektivt og balanceret liv. Og hvad er så de 7 gode vaner? Ja, her kommer en kort oversigt:

Vær proaktiv: Proaktive mennesker gør mere end blot at tage initiativet. De erkender, at de er ansvarlige for deres egne valg.

Begynd med slutningen: Personer, familier, teams og organisationer former deres egen fremtid ved at skabe en mental vision og et mentalt formål for ethvert projekt.

Gør det første først: Mennesker, som gør det første først, organiserer og udfører ting omkring deres vigtigste prioriteter. Uanset omstændighederne efterlever og drives de af de principper, de sætter højest.

Tænk Vind-Vind: Mennesker, som tænker Vind-Vind, har en tankegang og et hjerte, som tilstræber det fælles bedste og en gensidig respekt i alle interaktioner.

Søg først at forstå, dernæst at blive forstået: Når vi lytter med den hensigt at forstå andre i stedet for at lytte med hensigten om at svare, indleder vi en opbygning af ægte kommunikation og relationer.

Skab synergi: Synergistiske mennesker søger det tredje alternativ sammen med andre – ikke min måde, ikke din måde, men en tredje måde, som er bedre end noget, vi hver især kunne finde frem til.

Skærp Saven: Effektive mennesker fornyr hele tiden sig selv på de fire grundlæggende områder af livet: Fysisk, socialt/følelsesmæssigt, mentalt og spirituelt.

 

Bogen er et must til alle ledere, projektledere og konsulenter, som ønsker større effektivitet og kendskab til sine egne paradigmer og værdier. Samtidig er det kommet en ny revideret udgave af den personlige arbejdsbog om de 7 gode vaner, hvor man selv kan lave notater og løbende selvvurderinger af sin egen proces.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR