Profil
Jeanette Serritzlev er informationschef i Totalforsvarsregion København, ekstern lektor ved Københavns Universitet og driver desuden konsulentvirksomheden Serritzlev Sprog.

BOGANMELDELSE: Dødens fotograf – skuffepoesi, der skulle være blevet i skuffen

12. maj 2009

Af informationschef Jeanette Serritzlev, Totalforsvarsregion København



‘Fire kvinder og en mand møder hinanden på Facebook. Sammen skaber de Danmarks første facebook-krimi uden nogensinde at møde hinanden i virkeligheden.’ Således står det på bagsiden af ‘Dødens fotograf’. Skulle tesen være, at flere ubekendte skaber større kunst, kan den hermed tilbagevises. Fem triviallitteraturplagiater gør ikke én litterat.

‘Midt i alt sorgen opdagede hun, at hun alligevel glædede sig. At livet stadig var fuldt af håb.’ Er De medrevet? Hvis ikke, så læs ikke videre. Hvis De er, så … tør det undre. Bogen gennemborer med sit sløvne blad den moderne urbane læser. For hvad laver De, NETOP NU, på Facebook?

Der dør en masse, og morderen er pervers. Hovedpersonerne har tumpeløst klikket ‘ja’ til alle, der ville være deres venner, og det skulle de jo nok ikke have gjort. At samme kvindelige hovedpersoner vælger Facebook til at opsøge sexpartnere, er jo deres valg (historien røber ikke, hvorfor de ikke benytter dertil indrettede sites). At underholde sig selv ved at skrive, kan man ikke klandre dem for. Men hvorfor har nogen dog valgt at udgive det? Det går ud over os, der skal anmelde det, og alle de gode mennesker, der kommer til at købe bogen.

Man gør intet for at udnytte historietilblivelsen og bruge en fragmenteret fortælleform. I stedet gør man en dyd ud af en lineær historie, der krampagtigt hænger sammen. Ret skal dog være ret. Korrekturlæseren har gjort et hæderligt stykke arbejde. Men det er ikke krimigenren værdig. Genren er til mere, og det er Facebook også.


Dødens fotograf.jpg Anette Andersen, Anne-Marie Vendler, Claus Christiansen, Dorthe Annette Hansen og Margit Hedelund
Dødens fotograf
Skriveforlaget
179 kr.

 


Læs også:

Danmarks første facebook-krimi

 

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR