BOGANMELDELSE: Når kommunikatører skal ændre verden
Af Senior Account Manager Jesper Bjerggren, Cohn & Wolfe A/S
At vi står på tærsklen til en gigantisk turn-around fra forbrugerisme til bæredygtighed er hot at fortælle, og Karin Laljani og Lars Ludvigsen vil have kommunikationsfolket helt frem i forreste geled. Vi skal nemlig gøre virksomheder og organisationer bæredygtige
Det er en ambitiøs opgave Karin Laljani og Lars Ludvigsen har påtaget sig. De vil få kommunikationsfolk til at ændre de virksomheder, de sidder i og rådgiver. Det er sådan set ikke noget nyt, for det har mange kommunikatører arbejdet med i mange år. De nye er, at vi skal tage et meget mere direkte ansvar for at ændre virksomheden eller organisationen til at blive bæredygtig. Og med bæredygtighed menes der ikke at kommunikere de indsatser, der allerede er i gang. Nej, det handler om at ændre hele den måde virksomheder tænker, handler og ikke mindst producerer på. Derfor skal kommunikatørens rolle ændres. I mange tilfælde er vi kommunikatører blot ledelsens forlængelse og formår for sjældent at påvirke de beslutninger, vi skal være med til at få ført ud i livet. Den tilgang, mener de to forfattere, skal vendes på hovedet. Kommunikatørerne skal være langt mere aktive og være nogle af de primære forandringsagenter. For både virksomheder og organisationer skal være bæredygtige. Nu er det let at bruge ordet bæredygtig. Og for Laljani og Ludvigsen betyder bæredygtighed at opfylde syv enkle principper: Aktiviteterne, og altså ikke kun kommunikationsaktiviteterne, skal være etiske, transparente, faktabaserede, udfordrende, profitskabende, konsistente og originale. Her kommer vi både til bogens styrke og svaghed. For det er jo i grunden det, vi altid har skullet leve op til. Så vi kender det hele, men det gør det jo også langt lettere at gå til. Så selvom denne læser blev noget træt af de mange, mange siders moraliserende indledning, så må jeg sige, at det alligevel har sat flere tanker i gang om egne aktiviteter. For forfatterne brænder virkelig for deres sag, hvilket bestemt er med til at sætte tanker i gang, men samtidig betyder denne ildhu også at der til tider bliver brugt lidt for meget plads på at skrive, hvad vi bør gøre – og ikke så meget på, hvordan vi så kan gøre det.

Karin M. Laljani og Lars Ludvigsen
Bæredygtig kommunikation
Gyldendal Business
224 sider, 300 kr.


















