As long as we are connected we’re alive


27. november 2008

Af konsulent Merete Kabel, GCI Mannov



Hvilket nyhedsmedie foretrækker de unge - er det Google, tekst-tv, gratis aviser eller mobilen? Ja, man kunne jo godt tro, at generationen, der aldrig har oplevet tiden uden internettet eller mobiltelefoner, er mest til netop de medier. Men svaret er, at de unge faktisk foretrækker det gode gamle tekst-tv, som ikke har udviklet sig i mange år og desuden flere gange er blevet erklæret dødt. Men det er simpelthen det nemmeste og hurtigste sted at søge nyheder

Julie_Ralund.jpgDe unge, der er født fra omkring 1990 og frem, er en teknologisk dygtig generation, der hurtigt skifter mellem de forskellige medieplatforme og bruger den, der giver mest mening i situationen, og de har gerne gang i flere medier på en gang. Det var hovedbudskabet fra Chief Business Developer Julie Schytte Ralund fra Aller Press, der holdt oplæg om de digitale indfødte. Julie Schytte Ralund har sammen med Morten Bay skrevet bogen ’Generation Netværk’, som de har modtaget Fremtidsprisen for.


Bogen handler om de unges brug af forskellige medier. Mange unge synes fx, at e-mails er en besværlig måde at kommunikere med venner på. Hellere sende 12 sms’er i træk frem for en enkelt mail. En del har kun en mailadresse, fordi det er påkrævet, når de skal oprette en profil på Arto, Facebook eller et af de andre sociale netværk, de unge bruger tiden på. Men faktisk viser fordommen om de unges mange timer på de sociale netværk ikke helt at holde stik.


Ifølge Julie Schytte Ralund er gennemsnitsalderen for brugerne på Facebook 28 år. Over halvdelen af dem, der har profiler på MySpace er over 35. Og den gruppe, der bruger mest tid pr. uge på Facebook - ikke mindre end fem timer og 20 minutter - er faktisk 45+. Om det så er, fordi de ikke kan finde ud af at navigere rundt, melder historien ikke noget om.


De unge er kun til stede på de sociale netværk, så længe deres venner er det. Og spørgsmålet er, om virksomhederne forstår af udnytte adgangen til de unge via den type netværk optimalt. Her stillede Julie Schytte Ralund spørgsmålstegn ved, om det fx har nogen effekt, at Kræftens Bekæmpelse har 35.000 fans på deres Facebookprofil. For læser folk egentligt om, hvad der sker i gruppen, eller er tilknytningen mere et signal til vores venner om, at vi har de rigtige holdninger og støtter den rigtige sag?


Julie Schytte Ralund sluttede af med at sige, at de unge ikke er teknologiske vidundere. De er blot gode til at veksle mellem medierne, hvor den ældre generation måske er lidt mere traditionel i valget. Og der er ingen grund til at frygte, at de unge bliver en generation, der kun kommunikerer via sms eller Arto. De unge spiller fodbold og mødes med venner, som unge altid har gjort. De er blot en del af mange fællesskaber på én gang. Og så må man ikke kalde generationen for forkælet. For det er de ikke. De er blot kræsne og utrolig gode til at vælge til og fra i et stort udbud. Det stiller store krav til virksomhederne om at forstå, hvilke medier de unge bruge til hvilke formål, når de vil i kontakt med de unge.


Læs anmeldelse af Generation Netværk

Læs mere om kom-dag 'o8

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR
DKF - Strandvejen 100 - 2900 Hellerup - 3393 9098 - dansk@kommunikationsforening.dk websitet er designet og opbygget af Bysted A/S i GlobalSite