Anmeldelse af bogen Modkultur - Fra undergrund til bundlinje

Boganmeldelse
05. januar 2012

Af Petter Pablo Sommerfelt-Venegas



Fra undergrund til bundlinje: En beskrivelse af modkulturelle undergrunds fænomener anno 2011 – dog mangler der lidt på bundlinjen

modkultur.gif 

Katrine K. Pedersen og Klaus Æ. Mogensen

Modkultur - Fra undergrund til bundlinje
Gyldendal Business
176 sider, 300 kr. 

 

Katrine K. Pedersen og Klaus Æ. Mogensens bog beskriver de strømninger og tendenser der i dag udgør, det forfatterne kalder modkultur. Kort fortalt drejer modkultur sig om forbrugeranarkisme og om de oprør der opstår mod etablerede brands. Den modkulturelle eller anarkistiske forbruger er der i og for sig ikke noget nyt i, han/hun har altid eksisteret, og har ligeså længe været interessant for kommunikations- og marketingindustrien. Med netværk og nye medier som redskab er de absolut ikke blevet mindre interessante.

 

Bogen gennemgår tendenser og grupperinger som guerilla, streetart, culturejamming, freeganism og remix-kultur som enhver marketing interesseret m/k bør overveje i kampagneplanlægningen og bogen giver da også et par bud på, hvordan man tackler disse forbrugere ved checklister og overordnede råd.

 

Bogens omfattende brug af desk research og beskrivelser af modkulturer og tendenser er dens styrke, men desværre i høj grad også dens svaghed. Havde der dog blot været et par uundværlige egne erfaringer med effektiv kommunikation til denne modkulturelle forbruger eller en interessant holdning til faget, der kunne bruges til diskussion eller refleksion, ville det redde meget. Det savner man virkelig. Og efter 170 siders tendensbeskrivelser kommer forfatterne unægtelig til at ramme ind i gamle tendenser eller fortærskede cases.

 

Men er du indstillet på en velresearchet rejse der kan give input til dit eget arbejde med at indfange og måske forstå den modkulturelle forbruger, er denne bog et godt bud. For den modkulturelle forbruger er – stadig – ikke til at komme udenom.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR