Anmeldelse af bogen 'Smukke idealer og krasse realiteter'
Af chef for strategisk kommunikation Johannes P. Bøggild, DSB
Poula Helth forklarer med bogen, hvordan en indre dialog er vejen til at identificere og holde fast i egne idealer, og dermed blive en bedre leder. Spændende tilgang og tankevækkende øvelser, men bogen løfter sig ikke fra interessant til nødvendig læsning

Poula Helth
Smukke idealer og krasse realiteter
Gyldendal Business
181 sider, 300 kr.
En autentisk leder er en god leder. Det er udgangspunktet i Poula Helths seneste ledelsesbog. Autencitet kræver imidlertid, at du kender dine idealer og værdier. Uden dem er det svært som leder at manøvrere gennem de mange dilemmaer og etiske udfordringer, dagligdagen er fyldt med. Poula Helth forklarer med bogen, hvordan en indre dialog er vejen til at identificere og holde fast i egne idealer, og dermed blive en bedre leder.
Med den indre dialog mener hun blandt andet, at lederen løbende har en drøftelse med sig selv om, hvad der kendetegner et godt lederskab og en god organisation. Derved kan man afklare sin egne grænser og idealer. Nu kunne man tro, at der er gået helt selvsving i den, men pointen er, at man som leder i høj grad skal vise sine personlige sider og ikke gemme dem væk.
Ved en række enkle, men indholdsmæssigt svære øvelser får man hjælp til, hvordan man som leder kan identificere og holde fast i sine egne idealer, når man konfronteres med ledelsesmæssige dilemmaer. Disse øvelser eller rettere spørgsmål er bogens styrke, fordi de har en karakter, man sjældent stiller sig selv. Eksempelvis: hvornår ved du en organisation er god? Hvilke former for magt styrker organisationen, og hvilke svækker den? Der er mange flere af den slags.
En anden og stor del af bogen indeholder teoretiske og filosofiske overvejelser om ledelse, og der bliver på disse sider brugt for megen plads til at henvise til andre ledelsesskribenter og filosoffer. Den del var for indforstået og vakte ikke min interesse. Og måske var det derfor, at bogen trods en spændende tilgang og nogle meget tankevækkende øvelser alligevel ikke løftede sig til at være nødvendig læsning, men blot interessant.















