Anmeldelse af bogen 'På! Den professionelle tv-vært'
Af Mette Herold Pedersen, cand.mag.stud. i kommunikation
En gør det selv-bog, hvor den etablerede tv-vært taler direkte til den næste generations værter. For os, der har tænkt os at blive på den anden side af tv-skærmen, er det mest de små historier fra de meget folkekære værter, der er interessante. Men de er ikke bogens bærende element

Anja Steensig Holmbäck
På! – Den professionelle tv-vært
Ajour
134 sider, 198 kr.
Anja Steensig Holmbäck giver et indblik i, hvilke konkrete udfordringer hun og andre professionelle tv-værter står overfor. På de 120 lidt luftigt beskrevne sider runder hun både interview, værtsroller, teknik, teleprompter, kendislivet, manuskriptskrivning, oplæsning, vejrtrækningsøvelser og meget mere. Det er derfor begrænset, hvor dybt bogen behandler emnerne. Og selvom der er tricks og teknikker, der uden tvivl også kan bruges af formidlere og foredragsholdere i almindelighed, er bogen dog tydeligt rettet mod tv-værter. Eller måske rettere til unge, der drømmer om at blive Danmarks næste venlige ansigt på skærmen.
Som interesselæsning for kommunikations- eller medieinteresserede i bred forstand er det en lidt for praktisk håndværksbog, der ikke giver meget stof til eftertanke. Men er du nysgerrig på, hvilke konkrete arbejdsopgaver en tv-vært har, og hvilke faldgruber jobbet indeholder, tilbyder bogen en let læst gennemgang, og den vil måske kunne fungere som en introduktionsbog for kommende tv-værter.















