Anmeldelse af bogen 'Den danske ledelseskanon, ISS - Succes med skandinavisk ledelse’
Af prof. Roy Langer, Ph.D., Corporate Communication Consult
Det er de ansvarlige, kompetente og engagerede medarbejdere, der skaber danske virksomheders succes. Første bog i den danske ledelseskanon handler om ISS og udpeger den særlige DNA for den skandinaviske ledelsesform
Mikael Lindholm og Frank Stokholm ISS - Den danske ledelseskanon, 1

Skandinavisk ledelse
Gyldendal Business
112 sider, 200 kr
I 1934 grundlagde danskeren Philip Sørensen ISS. Samme år etablerede han Securitas AB i Sverige, der senere blev splittet op i virksomhederne G4S og Securitas. Trillingerne ISS, G4S og Securitas fik i 1980erne prædikatet ’skandinavisk ledelse’, fordi de udmærkede sig ved tillid til og respekt for det enkelte menneske. Ledelsesformen adskiller sig fra kommando- og kontrol-tilgangen ved sin tro på, at kompetente og motiverede medarbejdere selv kan og vil skabe tilfredse kunder og ejere.
Som ’Det Danske Rengøringsselskab’ udviklede ISS entreprise-rengøringen og løftede rengøringsarbejdets lavstatus til et professionelt erhverv. Med Poul Andreasen som karismatisk leder fra 1962 til 1992 og strategisk fokus på medarbejdernes kompetenceudvikling, industrialisering af rengøringen og internationalisering af virksomheden handlede ledelse i ISS primært handlede om uddelegering og ansvar til den enkelte, transparens og innovation. Inspireret af General Motors-chefen Alfred P. Sloan skabte Andreasen ikke blot nye ledelsesstrukturer og økonomiske rapporteringssystemer. Han var også bevidst om, at professionaliseringen af rengøringen forudsatte målrettet kommunikation til et bedre image.
De sidste to årtier har været omskiftelige, når det gælder ISS’ ledere og ejerkredse - uden at dette hæmmede virksomhedens fortsatte vækst. Dagens nyhed er, at den nu britisk ejede G4S-gruppe har opkøbt ISS. Fremtiden for den skandinaviske ledelsesform tegner dermed i verdens største service- og sikkerhedskoncern med 1,2 million ansatte uvis.















