5 hurtige til Torben Øllegaard Sørensen
Af redaktionen
Torben Øllegaard Sørensen er ansat i en nyoprettet stilling pressemedarbejder for Dansk Fjernvarme. Derfor har vi stillet ham fem hurtige spørgsmål om udfordringerne ved hans nye job, og hvad han glæder sig til at komme i gang med.
Hvad går dine opgaver som pressemedarbejder for Dansk Fjernvarme i store træk ud på? Min hovedopgave er at varetage Dansk Fjernvarmes eksterne kommunikation, specielt kommunikationen med pressen. Dansk Fjernvarme repræsenterer 98 procent af fjernvarmeproducenterne i Danmark. Det er min opgave at synliggøre fjernvarmens positive rolle i den danske energisektor. Specielt i denne tid, hvor energi er højere på dagsordenen end nogensinde tidligere. Hvad glæder du dig mest til at komme i gang med som pressemedarbejder hos Dansk Fjernvarme Fjernvarme rummer utrolig mange positive vinkler og historier, som ikke er specielt synlige i energidebatten i dag. Det er en spændende opgave at arbejde med at indfri dette potentiale. Det glæder jeg mig meget til, og så er det naturligvis også spændende at være med til at præge en debat, der er så central, som energidebatten er. Hvad er de største kommunikationsmæssige udfordringer, Dansk Fjernvarme står overfor i øjeblikket? Det er vigtigt, at fjernvarmens rolle og potentiale ikke drukner i energidebatten. Fjernvarmen er en af grundpillerne i vores energisystem og sikrer, at det samlede system virker og er så effektivt, som det er i Danmark. Fjernvarmen er en af de største danske energisucceser nogensinde. Men der er i et vist omfang en tendens til, at debatten fokuserer på fremtidens nye energiformer. Det er vigtigt, at synliggøre, at fjernvarme er et effektivt distributionssystem, som er velegnet til udnytte alle de energiformer, fremtiden kan bringe. Samtidig har over 60 procent af danskerne fjernvarme, og det afspejler sig i øjeblikket ikke i den interesse, der er for fjernvarmen, og hvordan den i fremtiden kan bidrage til at løse klimaproblematikken. Du har tidligere arbejdet som journalist og kommunikationsrådgiver i bureauet STÆRK PR. Hvilke fordele eller ulemper giver det i forhold til din nye stilling? Min erfaring fra både STÆRK PR, fra min tid som erhvervsjournalist og fra mit virke som presseofficer med tilknytning til Hærens Operative Kommando har gjort mit kendskab til pressens arbejdsforhold og behov for hurtig og præcis information stort. Det opfatter jeg som en styrke i forhold til opgaven hos Dansk Fjernvarme. Hvor vigtig er kommunikationsfunktionen for Dansk Fjernvarme? Den er meget vigtig og er de senere år blevet mere og mere vigtig. I energidebatten er der utrolig mange, der gerne vil til orde, og det er naturligvis en prioritet for en interesseorganisation som Dansk Fjernvarme, at både organisationen og fjernvarmen som helhed er synlig og kommer til orde. Hvis Dansk Fjernvarme skal leve op til sin målsætning om at styrke fjernvarmen, er det mere end nogensinde vigtigt at kommunikere klart og omhyggeligt.
















