Profil
Therese Bech, Practice Director på International Communication, Effector Communications A/S

5 hurtige til Therese Bech

19. december 2008

Af redaktionen



Flere og flere virksomheder arbejder internationalt. Derfor er der et helt konkret behov for arbejde strategisk med international kommunikation. Vi har stillet Practice Director på International Communication,Therese Bech, Effector Communications A/S 5 hurtige spørgsmål om udfordringerne ved international kommunikation.

Effector Communications satser målrettet på international kommunikation – hvorfor?

Flere og flere virksomheder arbejder efterhånden internationalt eller har datterselskaber spredt rundt om i verden. Derfor er der et helt konkret behov for arbejde strategisk med international kommunikation for at virksomhederne f.eks. kan komme i dialog med eller påvirke deres udenlandske interessenter, heriblandt medier, kunder, medarbejdere og beslutningstagere. Hos Effector arbejder vi derfor fokuseret på at hjælpe og rådgive vores internationale kunder om, hvordan de bedst og mest effektivt skaber synlige resultater på den globale scene, uanset om det er inden for virksomhedsbranding, produkt PR, krisehåndtering eller internt i virksomheden. 

 

Hvad omfatter det strategisk-kommunikative arbejde ift. international kommunikation mere præcist?

Virksomheder er forskellige og har forskellige behov og ambitionsniveauer. Det tager vi altid højde for, når vi planlægger aktiviteter internationalt. Men fællesnævneren er, at der er behov for at arbejde analytisk, strategisk og løsningsorienteret for at skabe resultater og succeser på tværs af landegrænser. Det handler meget ofte om, at den strategi vi planlægger og udvikler centralt, også er den der bliver implementeret lokalt. Jeg har desværre set flotte kommunikationsstrategier ende som fine hylde-dekorationer, fordi der ikke har været intern opbakning eller ressourcer til at følge strategien helt til dørs. Det er brandærgerligt, fordi virksomheden på den måde aldrig får set resultaterne af deres investering.

 

Hvilke værktøjer skal man som kommunikatør have for at komme succesfuldt i mål med den internationale kommunikation?

Det er utrolig vigtigt, at have et solidt og bredt netværk, viden og erfaring med hvordan f.eks. internationale og nationale medier fungerer og ikke mindst hvilke kulturelle og sproglige barrierer, der kan opstå. Effector er specialiseret indenfor health care, som vel nok er en af de mest krævende brancher, og der bliver både stillet høje krav til etik, CSR, mere sundhed for pengene og god patient kommunikation. Det kræver god rådgivning samt at vi konstant er på forkant med udviklingen og alt, hvad der rør sig internationalt. 

 

Hvilke udfordringer står du som oftest over for som Practice Director for Effectors International Communications-offer?

Mange virksomheder, som arbejder strategisk med internationalt kommunikation, mangler en holistisk tilgang hertil. Det kan betyde, at kommunikationen bliver løsrevet fra den overordnede forretningsstrategi og derfor ikke skaber de resultater, som virksomheden kunne have opnået. Virksomhederne vil have stor gavn af, at den internationale kommunikation blev højere prioriteret og sparket helt ind i hjertet af virksomhedens strategi helt fra start. Det ville give resultater, som i sidste ende kan måles enten på bundlinjen eller på imagebarometeret. Men målrettet international kommunikation er ikke noget, man kommer sovende til. Det skal der arbejdes systematisk og struktureret med.

 

Hvordan ser perspektiverne ud for international kommunikation i 2009?

De ser spændende ud og det er uden tvivl en interessant udvikling, vi er på vej ind i. Her tænker jeg særligt på den digitalisering, der er i kraftig vækst og som åbner for nye muligheder til at komme i dialog med og helt tæt på vores interessenter. Vi har kun lige set toppen af isbjerget inden for anvendelsen af f.eks. sociale netværk og blogs. I 2009 vil det være redskaber, der anvendes i samspil med flere forskellige kommunikationsdiscipliner, og ikke blot som enkeltstående aktiviteter. Vi kan ikke komme udenom, at den verdensomspændende finanskrise også vil påvirke arbejdet med international kommunikation. Ikke mindst hele arbejdet med krisekommunikation på et globalt marked.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR