Profil
Oberstløjtnant Lars Sønderskov er 39 år og chef for kommunikationssekretariatet i Forsvarskommandoen; i daglig tale kommunikationschef i Forsvaret. Forinden var han militær assistent hos Chefen for Forsvarsstaben og før det sektionschef på Hærens Logistikskole.

5 hurtige til Lars Sønderskov

06. marts 2009

Af informationschef, cand.mag. Jeanette Serritzlev, Totalforsvarsregion København



Lars Sønderskov sidder i en af de mest udfordrende kommunikationschefstole i landet. Han har ikke 20 års erfaring med kommunikation; til gengæld ved han ret meget om det, han udtaler sig om og rådgiver om. Oberstløjtnant Lars Sønderskov er 39 år og kommunikationschef i Forsvaret.

Vi kan lige så godt tage det først som sidst. Du havde knap nok sat dig i stolen, før Ekstra Bladet begyndte at skrive om forsvarschefens hus og have. Hvordan oplevede du det?
Det var naturligvis en hård uge, ikke mindst fordi jeg lige var tiltrådt. Det gode ved ugen var dog, at jeg kom ‘ind i kampen’, om jeg så må sige. Jeg fik styr på vores forskellige procedurer, fik god erfaring i at tale med journalister osv. Når man er ny i jobbet, kan bare det at give et citat til en journalist være en ufordring. Det er det ikke længere.

Mange kommunikatører mener, at den eneste rigtige baggrund i faget er en akademisk uddannelse i kommunikation. På samme måde, som mange officerer ser skeptisk på indtoget af civile i specialistfunktioner. Hvad ser du som henholdsvis den største styrke og den største udfordring ved den baggrund, du har – i forhold til din nuværende funktion?
Den største styrke er, at man forholder sig til alt med friske øjne. Jeg har hverken præferencer eller fordomme i relation til Forsvarets kommunikation. Ulempen kan naturligvis være, at jeg mangler den teoretiske baggrund for at styre den i øvrigt meget omfattende kommunikation, Forsvaret gennemfører hver dag. Men jeg er så heldig at have nogle dygtige medarbejder, som både har den teoretiske baggrund og – lige så vigtigt – erfaringen. De er eksperter, jeg er chef, og det fungerer rigtig fint.

Forsvaret har netop afholdt sin årlige kommunikationskonference, hvor fokus var på sociale medier som Facebook. Man har erkendt, at råd er bedre end regler, men er forsvaret som helhed god nok til at håndtere de nye medier og klæde folkene godt nok på, f.eks. inden en udsendelse?
Det mener jeg faktisk, vi er. Vi orienterer vores medarbejdere om, hvad de bør og ikke bør på nettet. Når det er sagt, er det naturligvis et område, der er i konstant og rivende udvikling, og derfor skal vi også hele tiden tage stilling til, om vi kan gøre mere. Det er en løbende proces.

Forsvarets Mediecenter er bannerfører i et prestigeprojekt, der hedder natochannel.tv. Det er ambitiøst og spændende, men det kan også nemt beskyldes for at svæve mellem information og propaganda. For er det ikke et sted for de allerede frelste, eller hvad er målet med dette ret omfattende projekt?
Formålet med natochannel.tv er egentlig ret uskyldigt – nemlig at fortælle historien om de mange soldater, der hver dag løser opgaver i NATO. Det er klart, at der er tale om en ‘firmakanal’, hvorfor budskaberne naturligvis er afstemt firmaets behov for kommunikation. Det mener jeg ikke, der er noget mærkeligt i. Nøgleordet for natochannel.tv og alle andre produkter fra Forsvarets Mediecenter er troværdighed. Er det ikke troværdigt, er der ingen seere/lyttere/læsere. Det sætter helt naturligt en grænse mellem kommunikation og propaganda. Man kan tillige opfatte natochannel.tv som en ‘public service-kanal’, idet mange af historierne downloades og bringes i redigerede udgaver i en lang række internationale tv-stationer.


Til slut: Der er – meget naturligt – stor fokus på Afghanistan. Så stor, at mange danskere glemmer, at vi p.t. har omkring 300 mand i Kosovo. Er ’den glemte mission’ et bevidst valg, eller er det, fordi Kosovo er for komplekst for medierne at formidle frem for regulære kamphandlinger i majsmarkerne i Green Zone?
Det er absolut ikke et bevidst valg. For Forsvaret er også missionen i Kosovo vigtig. Det er dog noget sværere at komme ud med budskaber om Kosovo i de større medier, fordi interessen her naturligt er samlet omkring Afghanistan. Det er vilkårene i alle former for kommunikation. Men vi fortæller gerne om Kosovo, når lejligheden byder sig.

Kommentarer
08.03.09 21:42 Lars Sønderskov
Forsvarets kommunikationspolitik

Forsvarets kommunikationspolitik kan findes på: http://forsvaret.dk/FKO/NYT%20OG%20PRESSE/KOMMUNIKATIONSPOLITIK/Pages/Forsvarets%20kommunikationspolitik.aspx


08.03.09 20:47 Nikolaj
Spændende læsning

Hvor på http://www.forsvaret.dk kan man læse mere om forsvarets kommunikationspolitik?


SKRIV KOMMENTAR