5 hurtige til KommunikationsCast ved Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam

17. februar 2009

Af kommunikationsrådgiver Stephan Sabinsky, Frontal



Siden april 2007 har Katrine Emme Thielke og Mikkel Westerkam produceret og udgivet podcastet 'KommunikationsCast' hver eneste uge. Nummer 100 udkommer søndag 22. februar, og i anledning af jubilæet har vi besøgt Kommunikationscast-studiet for at få værternes svar på 5 hurtige.

Læs mere om KommunikationsCast i Kommunikatøren nr. 1/2009

100 podcast er det indtil videre blevet til. Første nummer kom med andre ord for 100 uger siden, da I aldrig har sprunget en uge over, heller ikke i sommerferien, hvor I på forhånd har optaget serien 'Kommunikationsskolen' – men hvordan begyndte det?
Emme: 'Vi bloggede begge den gang, der ikke var så mange bloggere, og hvor man vidste, hvem hinanden var. På et tidspunkt mødtes vi i real life. Og så tog det fart.'

Mikkel: 'Jeg er gammel radiomand og savnede mediet. Jeg havde udstyret til at optage og producere, men ville helst ikke lave det alene. Det er langt nemmere at samtale end enetale.'


Hvor meget har KommunikationsCast udviklet sig over tid?

Mikkel: 'De første afsnit var en samtale mellem Emme og jeg, der varede et kvarters tid. Med tiden blev vi mere fokuserede på vores omverden.'

Emme: 'Vi spørger os selv om, hvem vi godt kunne tænke os at interviewe. Når vi laver KommunikationsCast, har vi et alibi for at ringe op og stille spørgsmål til nogle, vi ellers slet ikke kunne komme til at snakke med. Med tiden har vi koblet vores faste ekspertpanel på og er tit ude at optage også.'


Hvor meget tid bruger I på det, og hvad får I ud af det?

Emme: 'Vi har begge fuldtidsjob ved siden af, Mikkel som indehaver af Mashup og jeg som kommunikationsrådgiver i Advice. Samlet bruger vi 7-10 timer pr. uge på podcastet. Vi planlægger ofte en fem til seks emner ud i fremtiden og bruger noget tid på det. Derudover bruger vi ca. en time pr. interview og en time på at optage vores egne stemmer og to til tre timer på redigering.'

Mikkel: 'Vi tjener ikke nogen penge på det. Mange tror i øvrigt, at det giver et stort netværk, men det er egentlig ikke tilfældet. Vi lærer derimod en hel masse og har det sjovt samtidig. Vi giver vores interviewede gæster tid til at svare. Vi får mulighed for at gå i dybden med nogle emner, der interesserer os, og som der ikke altid er tid til i vores 'almindelige' job'.


Hvor længe fortsætter I med at lave KommunikationsCast?

Emme og Mikkel: 'Så længe, der er emner, fortsætter vi. Vi vil altid rette lidt til og ændre lidt på vores setup, når det er nødvendigt, fx har vi jo tilføjet ekspertpanelet, som giver meget dynamik til podcastet. Vores ekspertpanel er Peter Andreas, Patrick Damsted og Martin Sønderlev Christensen, og de har været med siden nr. 28 – og har heldigvis næsten lige gentegnet 'kontrakten' (lønnen er en julefrokost, red.).'


Hvordan kan man høre jeres podcast, og koster det noget?

Emme og Mikkel: 'På www.kommunikationscast.dk kan man høre samtlige afsnit. Man kan også abonnere via iTunes, FeedBurner eller RSS og således fx høre det på sin mp3-afspiller. Det er helt gratis.'

KommunikationsCast produceres af

Mikkel-Westerkam275x184.jpgMikkel Westerkam
Mikkel har arbejdet som ide- og konceptudvikler på tv, radio og digitale projekter. Mikkel er indehaver af Mashup, hvor han rådgiver om kommunikation og markedsføring. Hvis stemmen lyder bekendt, er det måske fordi, han også speaker reklamer af og til.






Katrine-Emme-Thielke275x184.jpgKatrine Emme Thielke

Emme arbejder til daglig som kommunikationsrådgiver i Advice, hvor hun især beskæftiger sig med branding og kommunikation på strategisk niveau. Hun er i øvrigt projektleder på opgaver med digitale aspekter. Emme blogger på emme.dk.






Se også kurserne
Sociale medier i den strategiske kommunikation og
Har du en webstrategi - og afspejler den virksomhedens forretningsstrategi?

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR