5 hurtige til Farid Fellah, Kommunikationschef hos Henning Larsen Architects
Af Bo Bredsgaard Lund forfatter og public affairs-rådgiver i JKL A/S
1)
Farid, du skal forelæse om kommunikation i et globalt perspektiv til IVK-dagen på SDU. Hvad vil dine pointer mere præcist være? Verdens økonomiske centrum flytter sig. Ja, det har det sådan set allerede gjort, og det vil i årene fremover får konsekvenser for vores arbejdsliv. Det gælder ikke kun professionelle kommunikationsfolk. Det gælder fx også offentligt ansatte og håndværkere. I bedste fald vil væksten i Danmark være meget beskeden. Sådan er det også på de eksportmarkeder, som vi kender godt. Hvis vi skal bevare et velfungerende velfærdssamfund, må vi se mod de markeder, hvor der er stor vækst og afsætningsmuligheder. På de markeder er vores erfaringer beskedne. Og jeg noterer mig, at der er også er store huller i vores viden.
2)
Du kritiserer den danske kommunikationsbranche for at mangle globalt udsyn, professionalisme, samt interkulturel forståelse. Hvad mener du mere konkret med ”globalt udsyn” og ”interkulturel forståelse”? Og hvad baserer du din kritik på? Ja, indrømmet, det er ikke baseret på en videnskabelig undersøgelse. Og min kritik er egentlig bredere. Det er ikke kun kommunikationsbranchen. Jeg synes fx, at det er forstemmende, at udlandsdækningen i de danske medier mindskes dag for dag. Vil man følge med, må man ty til udenlandske medier. Hvor mange gør det? Tophistorien i de danske medier i denne uge med et internationalt perspektiv har bl.a. budt på en diskussion, om man se arabisk tv på Nørrebro! I kommunikationsbranchen har jeg mødt alt for få kommunikationsfolk med international erfaring. Og endnu sjældnere kommunikationsfolk, der lige frem har en international baggrund. Det undrer mig. Kommunikationsafdelingerne skal i langt højere grad være med til at udvikle forretningen og se de muligheder, der er. Uanset hvor de er. Når man ser på fakta, fx Kinas økonomiske nøgletal, er det ikke svært at få den idé, at der kunne man måske lave noget forretning. Men uden globalt udsyn opdager man slet ikke de muligheder. Og uden en større viden og et kendskab til fjerne markeder, som fx Kina, får man svært ved at omsætte tanken til handling.
3)
Hvad baserer du din kritik af den ganske danske kommunikationsbranche på? Du får det til at lyde dramatisk. Der er mange topprofessionelle, veluddannede kommunikationsfolk i Danmark. Nogle af dem arbejder endda i flere lande. Men hånden på hjertet, Bo, hvor mange er klædt på til at håndtere problemstillinger og kommunikation på verdens vækstmarkeder? Kan vi bare bruge de samme metoder i Indien? Egypten? Brasilien? Nigeria? Jeg tror det ikke. Men jeg tror, at der ligger mange forretningsmæssige muligheder og venter, hvis danske kommunikationsfolk kan give deres kompetencer en international vinkel. Måske kunne vi også lukke indere, kinesere, brasilianere og nigerianere ind i kommunikationsafdelingerne. Deres sproglige og kulturelle baggrund matcher i hvert fald et behov. En vigtig pointe er også, at en del af landets fremtidige vækst må komme fra små og mellemstore virksomheder. De har ikke budgetter til at købe ydelser hos de store, dyre bureauer, der har kontorer de rigtige steder. De er nødt til at klare kommunikationen in house.
4)
Hvordan kan den danske kommunikationsbranche gøre for at få et mere globaliseret udsyn og en øget interkulturel forståelse? Jeg synes, at branchen bredt skal engagere sig i problemstillingen. Jeg vil gerne kvittere for, at Dansk Kommunikationsforening, først med Tænketank 2019 og med et internationalt program til årets kommunikationsdag, har været med til at sætte denne udfordring på dagsordenen. Jeg noterer mig også, at uddannelser som ved Institut for Virksomhedskommunikation på SDU tilbyder de studerende en mulighed for at lægge et internationalt perspektiv på deres uddannelse og senere arbejdsliv. Jeg kunne ønske mig en bredere politisk opbakning, hvor man fx opfordrer til internationale studieophold. Ikke bare økonomisk, men måske også ved at lade ECTS optjent i udlandet tælle mere, end de point der er optjent i Danmark. Sandheden er jo, at en nyuddannet, der har været i praktik i udlandet eller læst i et andet land, i fremtiden er mere værd for en dansk virksomhed, end en nyuddannet, der bare har passet studierne i Danmark. Vi skal belønne udsyn – ikke begrænse det.
5)
Til dagligt arbejder du som kommunikationschef i tegnestuen Henning Larsen Architects – har I der et tilstrækkeligt globalt udsyn og interkulturel forståelse? Og i givet fald – hvorfor? Vi har masser at lære. Det er vi bevidste om, og vi arbejder løbende med det. Jeg har selv masser at lære. Men netop et internationalt udsyn er en del af tegnestuens DNA. Det betyder, at vi er klar til at rykke på projekter. Det er projektets indhold og muligheder, der er afgørende. Om det er i Georgien, Grækenland eller Gundsømagle er ikke afgørende. Vi er 160 ansatte. De fordeler sig aktuelt på 16 nationaliteter, og vi har som ambition altid at have en stor gruppe udenlandske studerende i praktik. På den måde bygger vi på vores netværk, der giver også adgang til ikke bare kulturel viden om andre lande, men også forretningsmæssigt.
Farid Fellah er Kommunikationschef hos Henning Larsen Architects, der har kontorer i Danmark, Island, Syrien og Saudi-Arabien. Virksomheden har løbende projekter i 20-25 lande. Han har tidligere været redaktionschef for en nyhedstjeneste i JP/Politikens Hus og har beskæftiget sig med internationale medier, kommunikation på tværs af grænser og på tværs af medier. Han deltog tidligere på året i Dansk Kommunikationsforenings Tænketank 2019.















