Profil
Partner Daniel Bæk, Nodes.

5 hurtige til Daniel Bæk

18. juni 2009

Af fmd. for webredaktionen, Public Affairs Specialist Bo Bredsgaard Lund, Effector Communications A/S



Daniel Bæk er partner i Nodes, som rådgiver i social media kommunikation. Vi har stillet Daniel Bæk 5 hurtige spørgsmål om 'do’s og don’ts' i strategisk kommunikation i de sociale medier.

Daniel, du er partner i virksomheden Nodes – hvad laver I?
Vi rådgiver om og eksekverer social media kommunikation med særligt fokus på Facebook og Facebook-applikationer.

Hvad skal erhvervslivet gøre for proaktivt at drage fordel af de sociale medier?
Virksomhederne skal tænke i dialog og involvering og indse, at det online i mange tilfælde handler om pull i stedet for push-kommunikation. Har de dette in mente og husker at tænke værdi for forbrugerne, så kommer de langt. Uden selvfølgelig at glemme at det af indlysende årsager også skal have effekt for virksomheden. Vi har set alt for mange kreative kampagner, hvor forretningsstrategien ikke var medtænkt. 

Nu er jeg jo selv aktuel med bogen ’Det politiske superbrand’

– hvad mener du politikere kan gøre for proaktivt at udnytte de sociale medier og derigennem opbygge et brand og sætte den politiske dagsorden?
Vi ser allerede mange politikere være i gang med at eksperimentere med de sociale medier. Men partierne kunne godt trænge til at tænke deres overordnede setup på nettet igennem og i højere grad bruge den til involvering og dialog - frem for blot at bruge de sociale medier som informationskanal og diskussionsforum for de allerede frelste partisoldater. Det hele handler om at ville det og ikke blot se det som endnu en markedsføringsrampe.

Hvad er absolut do’s  – og måske især don’ts

– som strategisk kommunikatør i de sociale medier?
Som sagt handler det om at skabe værdi for forbrugerne – hvad enten det er let tilgængelige informationer og kundeservice eller underholdning og brand involvement. Blandt de væsentligste don'ts hører, at virksomhederne ikke må se de sociale medier som en mulighed for kamuflerede salgspitches, men en mulighed for reelt at skabe rum for involvering. Det klassiske gode eksempel herpå er Starbucks MyStarbucksIdea.

Hvor er udviklingen i de sociale medier på vej hen

 – og hvad gør Nodes for at hjælpe sine kunder derhen?
De sociale medier, og især virksomhedernes brug af dem, er stadig meget unge. Derfor ser vi selvfølgelig en masse buzz og hype. Vores vigtigste opgave er at hjælpe vores kunder med at navigere blandt de mange muligheder og sikre, at de i sidste ende får effekt af deres indsats – hvad enten det så måles på øget dialog med kunderne eller øget salg.

Kommentarer
20.07.09 10:14 Daniel Bæk
Starbucks HAR fundet melodien

Hej Lars. Nu ved jeg ikke hvilken gruppe du henviser til, men Starbucks primære fan-page på Facebook har pt. 3.584.616 fans (http://www.facebook.com/s.php?ref=search&init=quick&q=Starbucks#/Starbucks?ref=search). Yderligere eksperimenterer de også løbende med forskellige sociale kampagner (http://www.nodes.dk/blog/social-media-goes-offline/) men har dog også oplevet nogle af tæskene ved at åbne deres kanaler op, da en række kritiske organisationer brugte kampagnen til at fokusere på nogle af deres kritikpunkter af Starbucks.


20.06.09 21:14 Lars Søgaard Jørgensen
Har Starbucks fundet melodien?

Hej Daniel Jeg er meget enig i, at virksomhedernes succes på de sociale platforme handler om at skabe værdi for brugerne. Og dit eksempel med My Starbucks Idea lyder jo umiddelbart også som et godt koncept.(Fordi kunderne får mulighed for at kommunikere deres ønsker til virksomheden, og Starbucks både får input til at udvikle forretningen og viser, at de interesserer sig for kunderne). Men med 150 fans og 40 brugere om måneden på profilen kan man vel næppe påstå, at Starbucks har fundet melodien på Facebook?


SKRIV KOMMENTAR