5 hurtige til Chresten V. Heide-Anderson
Af Public Affairs Specialist Bo Bredsgaard Lund, Effector
Chresten V. Heide-Anderson er Public Affairs Manager i PBS.
Vi har stillet Chresten 5 hurtige spørgsmål om Public Affairs - hvordan arbejder han med det? Og hvad nytte kan erhvervslivet drage af Public Affairs?
Hvordan opfatter du arbejdet med Public Affairs?
Public Affairs handler grundlæggende om at gå i dialog med sine interessenter, så de får et retvisende billede af organisationen. Dermed handler det om at få faktuelle oplysninger ind i de drøftelser, som man har med forskellige interessenter.
Hvordan arbejder du konkret med Public Affairs?
En central del af mit arbejde med Public Affairs går ud på at sikre, at de forskellige politiske beslutningstagere, som kan påvirke min arbejdsplads, har den fornødne viden om os og det marked, som vi opererer på. Derudover bruger jeg en del tid på at orientere mig om politiske markeringer og strømninger i den offentlige debat for at identificere temaer, som kan påvirke virksomheden. Endelig bruger jeg en del tid på at tale med andre, som arbejder med politik. Det er nemlig lettere at føre en god og konstruktiv dialog med personer, som du i forvejen kender rigtig godt.
Hvordan kan erhvervslivet konkret benefit’e af finanskrisen vha. Public Affairs?
Jeg tror, der er masser af virksomheder, som har benyttet Public Affairs til at drage fordel af finanskrisen. De fleste har nok gjort det via deres interesseorganisationer, hvilket der bestemt også kan være god fornuft i. Jeg tror, at det vigtigste under finanskrisen er at arbejde på at få en Public Affairs strategi på plads, til når krisen vender. Det er trods alt lettere at påvirke offentlige budgetter, der vokser end offentlige budgetter på skrump. Og det er uanset, hvilket mål man har med ens Public Affairs indsats.
Ændrer situationen med Lars Løkke Rasmussen som statsminister noget for danske lobbyister?
Både og. Umiddelbart fortsætter Lars Løkke jo Andes Foghs arbejde. Derfor vil der ikke ske store ændringer. Men eftersom Løkke arbejder mere intuitivt og mindre efter drejebøger, så bliver det nok lettere at påvirke den politiske dagsorden under Løkke, end det var under Fogh.
Har du et par gode råde til kommende lobbyister?
Det er centralt for en god lobbyist at have en god forståelse for erhvervsøkonomi, journalistik & kommunikation og det politiske spil. Derfor bør kommende lobbyister sikre sig, at de behersker de områder. Derudover er det en god ide at være udadvendt og kende mange mennesker. Det er ikke fordi, du som lobbyist kan få noget vedtaget, bare fordi du kender de rette, men du kan indgå i en langt bedre dialog med personer, du kender godt, end med folk du aldrig har mødt før. Derudover er det meget vigtigt, at kommende lobbyister får sig et godt indblik i politikkernes arbejdsbetingelser. Kun ved at forstå de vilkår, som politikerne arbejder under, kan du som lobbyist hjælpe dem med de rette informationer. Endelig vil jeg opfordre kommende lobbyister til at søge informationer om lobbyisme, hvor end de kan. Der er masser af gode bøger om Public Affairs, og der er masser af gode politiske biografier, som giver et ekstra indblik i den politiske proces.
Se også kurset
Lobbyistens værktøjskasse
















