Profil
Carsten Vikkelsøe er kommunikationschef i Region Syddanmark. Han har tidligere bl.a. arbejdet som webredaktør og konsulent i Fyns Amt og haft sit eget web- og kommunikationsbureau. Carsten sidder i udvalget for DKF SydDanmark.

5 hurtige til Carsten Vikkelsøe

06. marts 2009

Af Public Affairs rådgiver Bo Bredsgaard Lund, Effector Communications A/S



Carsten Vikkelsøe er kommunikationschef i Region Syddanmark. Bo Bredsgaard Lund har stillet Carsten 5 hurtige spørgsmål om kommunikationsudfordringerne i regionen.


Se også

Region Syddanmark, kommunerne i Syddanmark og Dansk Kommunikationsforening inviterer til kommunikationsfestival KomSyd 3.0


Hvad er den vigtigste opgave for en regional kommunikatør i en politisk organisation?
For det første at oversætte de mange begreber og beslutninger, så almindelige mennesker forstår, hvad fagfolk og politikere taler om. Mange politikere har været så længe i systemet, at de også begynder at bruge fagfolkenes begreber. Evnen til at oversætte og skære budskaber til er den samme kompetence, som kommunikatører generelt skal have.

For det andet at have politisk fingerspitzgefühl. Man skal kunne se, hvilke sager, der er politik i og have styr på de mange interessenter, der findes i det regionale landskab. Personligt er det fedt at opleve, at politikerne lytter så intenst, når jeg fx lægger en kommunikationsplan frem for dem i forhold til regionsvalget til november.

Hvordan har politisk kommunikation ændret sig med Strukturreformen?
Jeg har oplevet et enormt fokus på kommunikation i Region Syddanmark efter Strukturreformen. Både blandt embedsmændene og ikke mindst politikerne. Der er et stort ønsket om at professionalisere kommunikationen. Det hænger sammen med, at vi som ung organisation har et stort behov for at fortælle om, hvilke opgaver vi løser i samfundet. Jeg oplever også, at vi er blevet hurtigere til at svare på mediernes dagsorden. Der er selvfølgelig stadig steder i organisationen, hvor det ikke går så hurtigt med at svare pressen, som vi kunne ønske, men vi arbejder på det!

Hvordan brander man en region?
Først og fremmest skal man gøre op med sig selv med hvilket formål, man vil brande sig. Mit svar vil være for at øge kendskabet til regionens opgaver, da kendskabet er en forudsætning for at arbejde med image og omdømme. Og det fører til en af vores store udfordringer, nemlig at rekruttere medarbejdere til vores mange arbejdspladser. Vi har ca. 5.000 stillingsopslag om året, så det giver god mening at arbejde seriøst med employer branding. Det handler for mig at se om, at man får delt brandingopgaven i flere spor. Employer branding er et spor, branding af regionens ydelser er et andet spor og branding af det politiske niveau et helt tredje. Der er derfor ikke et enkelt svar på, hvordan man brander en region. Det er en kompleks opgave.

Er der behov for regionale spindoktorer?
Nej, det mener jeg ikke. Formanden for regionsrådet er en vigtig aktør i kommunikationen, men han har ikke brug for en spindoktor.

Hvordan ser fremtiden ud for regional politisk kommunikation?
Det er et spændende felt, som rummer mange interessante opgaver. Vi arbejder jo med emner, som optager befolkningen. Der går jo ikke en dag uden, at fx sundhedsstoffet fylder medierne. Hvis jeg skal pege på et tema, som vi skal lykkes med at kommunikere godt de næste år, så er det hvor mange ting, der fungerer godt på sygehusene, på botilbuddene, i den psykiatriske behandling og i den regionale udvikling. Der vil altid være ting, som ikke går som planlagt, men vores 'kunder' er langt overvejende tilfredse med vores ydelser. Når vi spørger patienterne, om de er tilfredse med behandlingen, svarer over 90 procent ja, men spørger du borgerne, om de er tilfredse med kvaliteten af sundhedsvæsnet, er tallet meget lavere. Så det tyder på, at vi stadig har en stor kommunikationsopgave forude.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR