Profil
Birgitte Koch Jacobsen er tiltrådt som koncern kommunikationschef i Rambøll. Derfor har vi stillet hende fem hurtige spørgsmål om udfordringerne ved hendes nye job, og hvad hun glæder sig til at komme i gang med.

5 hurtige til Birgitte Koch Jacobsen

29. september 2008

Af redaktionen



Birgitte Koch Jacobsen er tiltrådt som koncern kommunikationschef i Rambøll. Derfor har vi stillet hende fem hurtige spørgsmål om udfordringerne ved hendes nye job, og hvad hun glæder sig til at komme i gang med.

Hvad går - i store træk - dine nye opgaver i Rambøll ud på? 

Rambøll har oplevet stor vækst i de senere år og udviklet sig fra at være en dansk/nordisk rådgivervirksomhed til nu at være en international virksomhed med over 8000 medarbejdere og projekter over hele verden. Min primære opgave er at understøtte Rambølls brand i denne udvikling, på tværs af organisationen og i de nye markeder.
 
Hvad glæder du dig mest til at komme i gang med som ny koncern kommunikationschef i Rambøll? Vi har rigtig mange kreative og vidende ingeniører og specialister, som kan være med til at finde løsninger på de udfordringer, verden står over for. Det er en god historie, som jeg gerne vil være med til at fortælle. Og så glæder jeg mig helt konkret til at styrke netværket af kommunikationsfolk rundt om i virksomheden, så vi kan samarbejde om de fælles og tværgående kommunikationsopgaver.

Hvad er de største udfordringer, Rambøll står overfor i øjeblikket? 
Rambøll er vokset både organisk og ved tilkøb af virksomheder, bl.a. i England og Indien. Og det er naturligvis en udfordring at integrere virksomhedskulturer, brands osv. Men det er min oplevelse, at der er en meget stor vilje og tro på, at vi alle kan få gavn af fællesskabet, og det er et godt udgangspunkt. 

Du har tidligere arbejdet som kommunikationschef i Rambøll Danmark. Hvilke fordele eller ulemper giver det i forhold til din nye stilling? 
Jeg tror absolut, at det er en fordel at have kendskab til virksomhedens forretning og kompetencer, også når man skal betjene den fra en koncernfunktion. Selvfølgelig er der kulturelle forskellige på tværs af lande og faglige discipliner, men der er endnu flere fællestræk.

Hvad er de vigtigste egenskaber for en god kommunikationschef? 
Man skal kunne bibringe virksomheden noget med sin faglighed. Det er vigtigt, at man bringer nye synsvinkler ind i virksomheden og bringer virksomheden rigtigt i spil i forhold til dens omverden. Og som leder skal man kunne understøtte sine medarbejderes motivation, trivsel og gode resultater.