BETTINA WÆDE

Bettina Wæde

 

Bettina Wæde er headhunter, partner og direktør i BWConsult & Co. Bettina har været HR-konsulent i Gordios Human Resource og DLH og er ekspert i at se, hvilke muligheder der er i markedet, når det drejer sig om nytænkning. Der er ingen begrænsninger, og kreativiteten er i spil i hendes nye e-bog 'Nyt job – TAK'. Hun er i høj grad tiltrukket af 'De sociale medier', som åbner mange døre. Du finder Bettina på www.bwconsult.dk, jobfee.wordpress.com , http://www.facebook.com/JobFee.dk og LinkedIn.com/in/bettinawaede.

STEPHAN SABINSKY

 

Stephan Sabinsky DKF_ikon_valgt3c.gif er kommunikationsrådgiver. Stephan kommer senest fra Schneider Electric Danmark og før det Sabinsky Kommunikation. Han har været kommunikationsrådgiver i pr-bureauet Frontal og i Bech-Bruun Advokatfirma samt kommunikationsansvarlig i en dotcom-portal. Stephan Sabinsky er cand.mag. i dansk og jura med efteruddannelse fra Update ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

5 hurtige til Bettina Wæde

24. oktober 2011

Af Stephan Sabinsky, kommunikationskonsulent



Bettina Wæde er headhunter og partner i BWConsult & Co og tidligere stifter af JobFee ApS. I sin nye e-bog 'Nyt job – tak!' deler hun ud af sin erfaring som HR-konsulent og headhunter, og hun giver klare råd om de klassiske discipliner i jobsøgningen: ansøgning, cv, samtale, jobtest, lønforhandling mv. Men Bettina inddrager også kost, motion og meditation. Vi har bedt Bettina Wæde om at besvare 5 hurtige.

Dansk Kommunikationsforenings medlemmer er typisk kommunikations- og pressearbejdere, en funktion der ofte spares på i virksomhederne i krisetider. Er der nogle jobsøgningsråd, du særligt kan give til folk i brancher, der er særligt pressede, hvor der er sparet ekstra meget på personaleudgifterne?

Jeg tænker, at denne type mennesker har alle mulige chancer for at vise deres styrker i forhold til, at de er uddannet hertil. Men det handler for virksomheden om bundlinje, og derfor er det vigtigt, at du som kandidat formår at få dét synliggjort for virksomheden – altså værdien af en ansættelse inden for dette område. Måske minder det lidt om HR – som også står over for denne udfordring. Nytænkning i forhold til, hvordan du som kandidat i et presset fag kan gøre en (økonomisk) forskel fremadrettet er vigtigt at få frem i en ansøgning (fx ved at fremhæve resultater i CV’et) og undervejs i et interview. Der sker så meget på dette område, og meget få virksomheder følger med, så du kan vinde meget ved at differentiere dig her. Man bør måske også overveje sine muligheder for at indgå i en alternativ samarbejdsform, som måske ikke er en traditionel fastansættelse, på samme måde som fx en del bogholdere gør – jeg tror, at der er mange muligheder, hvis vi åbner op for kreativiteten.


Hvordan kan man holde sig på sporet, når man er jobsøgende? I din kommende e-bog, 'Nyt job – tak!' beskriver du, hvordan man kan bruge en 'gameplan', og hvordan kost og motion spiller ind. Hvad er de bedste råd, til når det er sværest, og man er ved at give op?
En gameplan er i min optik noget af det vigtigste. Derudover vil jeg råde folk til at beslutte, at dette er det bedste, der er sket i deres liv og prøve at være i processen. Begynd med at visualisere, at du får et job, som du er meget glad for (gerne 3x20 minutter om ugen). Vend det hele på hovedet, og definer dine begrænsninger for herefter at finde to muligheder for hver eneste begrænsning, du remsede op. Der er så mange, der siger, at de har prøvet alt, og nej, det er der ingen, der har. Jeg fik anbefalet 'Tinder og Dale' skrevet af Spencer Johnson, og jeg har set 'The Adjustment Bureau' – både bogen og filmen er værd at læse/se i forbindelse med at blive inspireret til, hvordan du vælger at håndtere din situation. Du har det frie valg til at beslutte, at denne tid skal være din bedste tid, og at jobbet kommer, når du er klar til det. Så bedste råd: 'Op på hesten og i gang'. Husk også, at når vi tror på det, så udstråler vi en selvsikkerhed og gejst. Når vi ikke tror på det, hvorfor skal andre så tro på, at det er en fantastisk ide at ansætte netop dig?

 

Hvad læser de rekrutteringsansvarlige: ansøgning, cv eller begge dele,

og hvad lægger du især vægt på i et godt cv og en god ansøgning?

Jeg er nok så gammel i gårde, at jeg må erkende, at jeg springer direkte til CV’erne. For mig er det vigtigt, at jeg hurtigt kan danne mig et overblik over, hvad jeg får, hvis jeg ansætter denne person. Hertil kommer så, hvilke resultater der er opnået, herefter erfaring og kompetencer. Når jeg endelig læser en ansøgning, så kigger jeg lidt efter, hvorfor de søger (deres motivation), og at de har taget sig tid til at rette den igennem. Jeg synes på en eller anden måde, at det siger meget om kandidaten, hvis der er stavefejl, fejl i firmanavn osv. Jeg tror i øvrigt, at der er lige så mange meninger som konsulenter – så det er vigtigt, at jobsøgerne finder deres egen stil – men hør gerne headhuntere osv. ad – gode råd giver inspiration. Nogle af de tilbagemeldinger, jeg har fået på min bog, er bl.a. om jeg vil komme med et bud på en perfekt ansøgning. Men der er ingen perfekte ansøgninger, så det undlod jeg bevidst.


I bogen taler du og Morten Vium, der er blandt de eksterne bidragsydere til bogen, varmt for at inddrage sociale medier i jobsøgningen. LinkedIn kender de fleste, men hvorfor er Twitter værdifuldt?
Twitter er ikke så udbredt i Danmark, og bl.a. derfor er det let at komme i kontakt med hvem som helst på Twitter. Der hersker desuden en meget venlig og delevenlig kultur, der betyder, at du med retweets fra dine followers når et utroligt bredt publikum, som rækker langt ud over dit eget direkte netværk. Det er altså en meget nem måde at få kontakt til mange mennesker, og der er mange eksempler på twitter power. Man hørte om en, som skrev på sin Twitter, at han var jobsøgende. To timer senere var det retweetet ud til 3.000 mennesker, hvor nogle nok var gengangere – 14 dage senere skrev han kontrakt. Folk på Twitter vil gerne lære noget, og følger mange forskellige profiler, hvilket også gør det alsidigt, men det er vigtigt at vide, at du også i de sociale medier 'skal yde, før du nyder'.


Ser du nogle nye tendenser inden for din branche, rekrutteringsbranchen?

Har måden at rekruttere på ændret sig, og hvad betyder det for dem, der er på jobjagt?
De sociale medier, online interview, video mv. er det, der rykker rigtig meget lige nu. Vi finder de fleste af vores kandidater via LinkedIn og netværk. Vi gør rigtig meget for at opbygge et godt netværk af kandidater, idet vi tror på, at vi nok skal få dem placeret på et eller andet tidspunkt. At finde det helt rigtige nye job kræver hårdt arbejde, så mit bedste råd er: få lagt en plan, bevar fokus, og så nyd processen, du lærer rigtig meget undervejs.

Bettina Wædes e-bog 'Nyt job – tak!' er en praktisk håndbog til jobsøgning og jobskifte. Bogen kan købes/downloades på http://www.bwconsult.dk/vore-loesninger/nyt-job-tak.aspx.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR