Profil
Anders Monrad Rendtorff starter den 15. november i sit nye job som Vice President for Corporate Communications i Coloplast. Anders Monrad Rendtorff kommer fra en stilling som VP Communications & HR i Telia. Før da har han blandt andet været kommunikationsdirektør for Copenhagen Business School, kontorchef i BG Bank og kommunikationschef for Ericsson Danmark. Desuden har Anders været kommunikationsrådgiver i Advice A/S og Bottomline. Til oktober afslutter han sin MBA på Copenhagen Business School.

5 hurtige til Anders Rendtorff, ny Vice President for Corporate Communications i Coloplast

28. august 2008

Af redaktionen



Efter tre år som kommunikationsdirektør i Telia skifter Anders Rendtorff stilling og starter som leder af den globale kommunikationsafdeling i Coloplast. Vi har stillet Anders fem skarpe spørgsmål om hans forventninger til det nye job

Hvad glæder du dig mest til?
Coloplast er særligt spændende på grund af den globale orientering. Der er produktion rundt om i verden og salgsselskaber i mange lande. Jeg glæder mig til både at forstå de mange forskellige situationer og udfordringer – og til at præge kommunikationstænkningen, som har betydning i såvel Danmark som i resten af verden. Derudover er der jo bare mere af det hele, både fagligt og volumenmæssigt. Det bliver superspændende.


Hvad bliver de største udfordringer i dit nye job?
Der er mange udfordringer. En rigtig stor udfordring er at lære en ny industri at kende. Desuden skal jeg sørge for både at lære afdelingen og organisationen at kende hurtigt. Og så er der jo alle de forretningsmæssige og kommunikative udfordringer, der sikkert kommer i en lind strøm – der er Coloplast jo ikke anderledes end andre virksomheder. Men det er jo netop det, der appellerer til mig – og motiverer mig.


Hvad kan du tage med dig fra Telia, som jo er ganske anderledes end Coloplast?
De fleste organisationer har deres eget særkende, men alle organisationer er præget af en masse super-engagerede og dygtige mennesker. Fra Telia kan jeg særligt bruge det høje tempo, dynamikken og dermed fokus på eksekvering – altså at få de ting gjort, som præger organisationen og dermed kommunikationsarbejdet. Jeg tror, at de fleste organisationer har brug for en omstillingsparat og handlekraftig kommunikationsafdeling.


Du er lige ved at være færdig med MBA – hvad kan du bruge den til?
Jep, jeg har læst Executive MBA på CBS de seneste 20 måneder. Min MBA har styrket min forretningsforståelse. Jeg er blevet meget bedre til kommunikation og forstår business meget bedre. Jeg brænder virkelig for kommunikationsfaget. En af opgaverne som corporate kommunikatør er netop at forstå forretningen for at kunne præge strategien. Så jeg kan kun anbefale MBA til kommunikatører - den klassiske MBA kvalificerer en til at indgå på direktions- og linieniveau, og den har klart inspireret mig til jobbet i Coloplast.


Du har været mange år i kommunikationsbranchen – hvad er så godt ved det?
Jeg stod netop i går på CBS og holdt et intro-foredrag for de ny HA-Kom studerende. Og jeg må sige, at kommunikationsfaget har meget af det, jeg kan lide. Det er jo både hurtigt og langsomt, dybt og let. Det indeholder efterhånden alle tænkelige genrer og giver mulighed for at komme hele vejen rundt i virksomheden med et både holistisk og globalt udsyn. Faget er samtidig tilpas ungt til, at der ikke er endegyldige løsninger, men masser af plads til både analyse og improvisation. Det er skønt – så jeg har ikke problemer med at blive motiveret hver eneste dag.


Læs pressemeddelelsen om Anders Rendtorffs udnævnelse

Se alle 5 hurtige til...

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR