5 hurtige om valgkommunikation til Sophie Hæstorp Andersen (S)
Af forfatter, gæsteforelæser og Senior Associate, Bo Bredsgaard Lund, JKL A/S
Med Lars Løkke Rasmussens nytårstale, hvor han bebudede afskaffelse af efterlønnen, er valgkampen for alvor skudt i gang. DKF har derfor mødt Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen til en snak om bl.a. kommunikation og visioner for Danmark
Sophie, på et eller andet tidspunkt kommer det Folketingsvalg, vi alle sammen går og snakker om. Er du klar til at trykke på knappen?
Ja, det er jeg. Selvom man altid kan tilføje yderligere ting, ressourcer og folk til sin kampagne. Derudover så udvikler en folketingsvalgkamp sig altid i løbet af de 3 uger, den står på, så der skal også være plads til alt det uforudsete, der sker.
Har du mere præcist en valgkampsstrategi, en handlingsplan og en budskabsplatform – eller hvordan ’campaigner’ du (og vil vælgerne få et gensyn med ”Helles Engle”)?
Christine Antorini, Kirsten Brosbøll og jeg arbejder på et gensyn med Helles Engle… Men det er bare tillæg til valgkampen. Jeg arbejder ud fra et mit valgbudskab ”Tillid har et ansigt”. Derudover så er det bekæmpelse af fattigdom, bedre muligheder for uddannelse og lige adgang til sundhed, jeg fokuserer på af temaer. Temaer, som alle er meget vedkommende for de mennesker, jeg repræsenterer primært på den københavnske Vestegn.
Hvad tror du valgkampen kommer til at handle om – og hvis det stod til dig, hvad skulle den så handle om?
Jeg tror valgkampen kommer til at handle om økonomisk ansvarlighed. Regeringen vil fra nu af forsøge at fortælle usandheder om S og SFs forslag til, hvordan vi kommer ud af krisen. Omvendt så mener vi, at regeringen på længere sigt ødelægger Danmarks muligheder for at få vækst, når man sparer på uddannelse, forskning og nu også vores børn med brugerbetaling på kunstig befrugtning og besparelser på børnechecken. Det er et tema, der med al tydelighed viser, at der er forskel på den nuværende politik ført af VKO og en socialdemokratisk ledet regering.
Hvorfor skal vælgerne stemme på dig? Du har jo siddet længe på sundhedsområdet – hvad er dine visioner for Danmark?
Vælgerne skal stemme på mig, fordi de kan have tillid til mig. Jeg er en hårdtarbejdende politiker, der ønsker at sætte mig ind i tingene. Jeg brænder for at gøre en forskel for nogle af de mest udsatte grupper – men også for dem, der hele tiden føler, de kæmper ”mod systemet”. Min vision er et Danmark, hvor alle unge får en uddannelse uanset deres baggrund. Hvor mennesker, uanset hvad de fejler, kan blive mødt af et åbent sundhedsvæsen, hvor der er lige og fri adgang og behandling af høj kvalitet uanset om du lider af kræft, har kroniske smerter, en dårlig ryg eller måske er afhængig af nervemedicin. Det må ikke være pengepungen eller forsikringen, der afgør vores sundhedstilstand.
Nu sidder du jo som bekendt i opposition, men hvis du blev tvunget til at pege på et par årsager til, at regeringen skulle fortsætte – hvad er så de tre vigtigste, set med dine øjne?
Det eneste, jeg kan komme i tanke om, der kan retfærdiggøre, at regeringen fortsætter, er, at den selv kunne få lov til at rydde op efter de mange fejl, den har begået de seneste 9 år. Selv bekæmpe den stigende fattigdom i Danmark. Selv sikre uddannelse og arbejde til de mange unge udenfor vores arbejdsmarked. Selv lukke de skattehuller, man har været med til at stemme igennem i Folketinget. Men det er jo utopi, så jeg ser hellere en ny rød regering, selvom det kommer til at tage lang tid at rydde op efter VKO. Sådan var det også i 1990erne, da Nyrup kom til. Sophie Hæstorp Andersens CV: Parlamentarisk karriere Uddannelse og erhverv
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds fra 13. nov. 2007.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Vestre Storkreds fra 20. feb. 2007 til 13. nov. 2007.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Vestre Storkreds fra 20. nov. 2001 til 8. feb. 2005.
Kandidat for Socialdemokratiet i Brøndbykredsen fra 2006.
Kandidat for Socialdemokratiet i Vesterbrokredsen fra 2001 til 2006.
Næstformand for Udvalget for Videnskab og Teknologi maj 2007 - aug. 2007 og for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik aug. 2007 - nov. 2007.
Kandidat i statskundskab (cand.scient.pol.), Københavns Universitet, 2006.
Matematisk studentereksamen, Gladsaxe Gymnasium, fra 1991 til 1994.
Udvekslingsstudent, Aurora Central High School, Colorado, USA, fra 1990 til 1991.
9. klasses afgangseksamen, Gladsaxe Skole, fra 1980 til 1990.
Fuldmægtig, Socialforvaltningen, Københavns Kommune, fra 2006 til 2007.
Studentermedarbejder, Socialdemokratiets ledelsessekretariat på Christiansborg, 2001.
International sekretær, DSU, fra 1999 til 2001.
Studentermedarbejder, Socialdemokratiet, fra 1997 til 1999.
Post Danmark, Søborg og København, fra 1994 til 1997.
Tillidshverv
Formand for DSU i Gladsaxe 1994-1998. Amtsformand for DSU Københavns Amt 1998-1999. Næstformand for Socialdemokratiets 13. kreds, Vesterbro 1999-2001. 2. næstformand for Socialdemokratiet i København fra 2001. Medlem af Præsidiet for International Union of Socialist Youth (IUSY) 2000-2001. Bestyrelsesformand for Plejecentret Plejebo fra 2004. Medlem af AIDS-Fondets bestyrelse fra 2004. Medlem af forberedelsesudvalget og regionsrådet i Region Hovedstaden 2006-2007.
Publikationer
»Den Danske Kvalitetsmodel – forventninger til en ny styringsrelation på det danske sundhedsfelt«, speciale ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, 2006.















