5 hurtige om hvordan web 2.0 vælter despoter til Solana Larsen, Global Voices
Af Eva Tingkær, presseansvarlig i Dansk Energi
Sociale medier kan ikke noget af sig selv. Men koblet med folkelig vilje, kan de være med til at vælte regimer, som i Egypten og Tunesien, forklarer Solana Larsen, redaktør på det globale blogsite, Global Voices
Kunne man have forudsagt udviklingen i Egypten og Tunesien, hvis man havde fulgt mellemøstlige bloggere/tweetere?
Hvilken rolle har bloggere/webaktivisme spillet for udviklingen i Tunesien og Egypten?
I hvor høj grad kan de sociale medier være med til at præge en mere demokratisk udvikling i Mellemøsten?
Webaktivismen er ofte partiløst og ideologi-løst - hvilken effekt tror du, det har på den videre udvikling i fx Tunesien og Egypten? I Tunesien er en førende blogger, Slim Amamou, blevet inviteret til at sidde med i transitions-regeringen, men han er også kritiseret af mange. Måske vil der opstå andre politiske ledere fra aktivistgrupperne, men det virker mere, som om de foretrækker at være imod korruption og være vagthunde for frihed. Tiden vil vise om, det praktisk set kan føre til fungerende demokrati. Jeg synes, det peger i retning af en mere transparent form for politik og statsvirke, men samtidig er der modstridende tendenser og konservative religiøse grupper i begge lande, som spøger i baggrunden. Jeg tror ikke, unge mennesker undervurderer dem, men lige nu er de unges førsteprioritet at kæmpe for deres frihed.
Jeg tror, at alle var overraskede over, hvor vidt det gik for sig i Tunesien. Global Voices havde dog fået øje på demonstrationerne i Tunesien næsten en hel måned før de engelsk-sprogede nyhedsmedier. Selv Al-Jazeera var langsom i optrækket. Men man kan aldrig forudse, hvad der sker i sådan en situation. Slet ikke, hvor stor nyhedsmediernes interesse er - og det det er trods alt en afgørende faktor for, hvor effektiv en folkebevægelse bliver.
Det har været enormt vigtigt af to årsager: Først som internt kommunikationsredskab mellem aktivister og demonstranter, og dernæst til kommunikation rundt om i landet og til udlandet (især via medierne). Uden internet, ville det være svært at organisere demonstrationerne samtidig i flere forskellige byer.
Hvilke egyptiske og tunesiske bloggere/tweetere/facebookgrupper bør man følge, hvis man vil holde sig opdateret?
Det letteste er at læse Global Voices og følge links til blogs og Twitter. Vi har gjort alt det hårde arbejde - inklusiv oversættelse i mange tilfælde. Hvis man følge udviklingen i Tunesien, bør man læse Nawaat.org - og for Egypten er det godt at holde øje med ”We are Khaled Said Facebook”-gruppen og @alaa på Twitter (egyptisk blogger).
De sociale medier kan intet af sig selv. Det er kommunikations- og teknologiredskaber, og de er kun effektive i det omfang, folk formår at bruge dem. Men de er naturligvis et kanonvigtigt redskab for aktivister som lever i samfund uden ytringsfrihed eller demokrati. Unge i Mellemøsten er også vokset op med Facebook, email, og blogs, så det er en naturlig forlængelse at bruge sociale medier til vigtige politiske emner. Ofte bliver online kommunikation en ventil til at komme af med det, folk har på hjerte.
Masser af webaktivisme er tæt forbundet med partier – fx Obamas valgkamp i USA. Men vi ser dog rigtig mange eksempler på ny ideologi-løs online aktivisme, der forbinder mennesker fra mange forskellige samfundslag. Det er som om, unge mennesker for alvor har opdaget deres fælles styrke via de sociale medier. Vi har set det ved besættelser af Europæiske universiteter i 2009, i Rusland, Tunesien, Egypten, nu også i Sudan og, Jordan. Men opbakningen til aktivisterne bliver stor, fordi de tager fat i noget, flertallet føler for.