5 hurtige om IABC i Norden til Chapter President Karin Sloth
Af projektleder Lisbeth Eckhardt-Hansen, DKF
Den nyvalgte formand for den nordiske afdeling af IABC skal give kommunikatørerne et internationalt perspektiv i deres arbejde. Kommunikationsrådgiver Karin Sloth har fået hvervet som chapter president for IABC Nordic - en international organisation for kommunikatører med hovedsæde i San Francisco.
IABC – International Association of Business Communicators - er repræsenteret i 90 lande og tæller mere en 16.000 professionelle kommunikatører, Visionen er at forbinde kommunikatører i et globalt netværk som kan inspirere og støtte udviklingen af professionelle standarder for kommunikationen. Det sker fx gennem udvikling af nye redskaber, konferencer og møder og meget mere som tilsammen giver kommunikatørerne verden over tilbud om livslang læring.
Hvad er din opgave som Chapter President for IABC Nordic?
Det en formand er sat i verden for: at have fokus på muligheder, løsninger og beslutninger. Men også formandens fornemmeste pligt, at skabe grundlaget for et godt samarbejde i bestyrelsen, så alle gode kræfter kommer i spil. Som i andre bestyrelser er der jo tale om travle mennesker, der lægger et stykke frivilligt arbejde. Derfor er det vigtigt, at vi alle oplever, at vi ud over at bidrage til fællesskabet også har et personligt udbytte. Så 'at skabe værdi' både for medlemmerne generelt og for de aktive i bestyrelsen, det ser jeg også som min formandsopgave.
Hvad får du personligt ud af at arbejde internationalt?
Jeg har fået nogle spændende netværk udenfor landets grænser og lært nogle inspirerende mennesker at kende. Jeg oplever, at jeg er blevet mødt med en utrolig stor åbenhed, interesse og ikke mindst hjælpsomhed med opfordring til bare at ringe eller maile, hvis jeg står med en sag, hvor de måske har viden. Jeg har også fået en fornemmelse af, hvilke problemstillinger man er optaget af udenfor vores egne grænser. Fx har mine fordomme om mulighederne og kvaliteten af kommunikationsarbejdet i mellemøsten fået et skud for boven. Sidste år mødte jeg en kvindelig fagfælle, der fortalte om sit arbejde i mellemøsten som kommunikatør/lobbyist for en international koncern. Hun havde sin gang på en række regeringskontorer, det havde jeg ikke lige troet var muligt i så mandsdominerede samfund. Men jeg blev klogere. I al beskedenhed syntes jeg også, at jeg rent fagligt er blevet klogere, og så er det jo ikke en ulempe, at jeg gennem mit medlemskab har adgang til en kæmpe international videndatabase i IABC. Her fik jeg blandt andet kontakt med prof. Martin Eppler fra Schweiz, der med støtte fra IABC Research Foundation Research Foundation har forsket i håndtering af 'Information overload.' Netop håndtering af de store mængder information bliver en af de helt afgørende udfordringer for vores fag i de kommende år. Derfor var jeg utrolig glad for, at det lykkes at få ham til Danmark, hvor han for fulde huse holdt et spændende foredrag om resultaterne af sin forskning og kom med en række anbefalinger.
Hvad er IABCs mission i Norden?
Vi vil gerne tilbyde kommunikatørerne i de nordiske lande et internationalt perspektiv i deres arbejde. Det mener vi bedst, vi kan gøre ved at lave samarbejder med de aktive og store nationale kommunikationsforeninger og –organisationer. Da vi jo er en international organisation, der er repræsenteret i 90 lande, så har vi gennem længere tid arbejdet med hovedkontoret i San Francisco for at finde frem til en samarbejdsmodel, som passer til vores foreningsstruktur, hvor vi i modsætning til mange andre lande har stærke nationale foreninger. I USA og et par andre lande har IABC jo samme nationale rolle som Dansk Kommunikationsforening har herhjemme. Det er også usædvanligt at have et fælles chapter i IABC, der omfatter fire lande, som det er tilfældet i IABC Nordic.
Hvem bliver dine vigtigste samarbejdspartnere i Norden?
Jeg håber og forventer, at vores vigtigste samarbejdspartnere bliver de foreninger og grupper, der organiserer kommunikatører i de nordiske lande. Og at vi sammen kan finde frem til, hvordan vi gennem et samarbejde bedst kan skabe værdi for vores medlemmer. Vores mål er at skabe det bredest mulige samarbejde.
Hvordan får medlemmerne af Dansk Kommunikationsforening glæde af IABC Nordic?
Forhåbentlig lykkes det os at invitere til fælles arrangementer mellem IABC Nordic og Dansk Kommunikationsforening, hvor vi kan tilbyde vores medlemmer at mødes med nogle internationale kapaciteter på samme måde som det i samarbejde med Dansk Journalistforbund lykkedes at få Marin Eppler til DK. Desuden håber jeg, at vi kan få et mere forpligtigende samarbejde. Vi har nu fået godkendt en samarbejdsmodel som betyder, at vi i IABC Nordic kan tilbyde medlemmer af Dansk Kommunikationsforening et medlemskab af IABC med en klækkelig rabat og stort set fulde medlemsfordele. Det vil sige adgang til vores vidensdatabase, vores internationale magasin CW, internationale konferencer, teleseminars og sidst men ikke mindst muligheden for at mødes med kolleger fra andre lande. Læs mere på www.iabc.com















