5 hurtige til Kristian Wendelboe, ny direktør i Kommunernes Landsforening (KL)
Af kommunikationskonsulent Ane Eggert, KL
Nye unge kræfter er kommet til KL. Fra 1. august 2011 skiftede Kristian Wendelboe jobbet som departementschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet ud med stillingen som direktør for KL. Han overtog posten fra Peter Gorm Hansen, som har været direktør i KL i 27 år
1. Hvad fik dig til at skifte en stilling som departementschef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet ud med stillingen som direktør for KL?
Jeg synes sådan set ikke, der var så meget at være i tvivl om. Jeg var rigtig glad for at være departementschef, det var noget, jeg altid gerne har villet prøve. Men jobbet her i KL er helt unikt. Der er en meget bred kontaktflade rundt i den offentlige sektor, og KL befinder sig lige midt i centrum af arbejdet med at udvikle velfærdssamfundet. Det vil jeg gerne være med til. Og så var der jo også det hensyn, at jeg egentlig altid har gået og kigget på det her job, og min forgænger havde været i jobbet rigtig længe, så jeg kunne jo godt regne ud, at jeg ikke ville have den rigtige alder, næste gang jobbet blev ledigt.
2. Hvad er de største kommunikationsudfordringer for KL de første 1 - 3 år?
Vi skal blive bedre til at få fortalt de gode historier, om de opgaver kommunerne løfter, så det ikke altid er sådan, at KL identificeres med økonomi- og styringsudfordringer. Jeg tror fx, at der er massevis af gode historie om mennesker, som er rigtig glade for igen at have fået et medansvar for deres eget liv, i takt med at socialområdet er blevet mindre institutionspræget, og der er fundet løsninger tættere på den enkelte. Debatten på det område præges i meget høj grad af faglige interesser og brugerorganisationer i en uhellig alliance, som går ud på at måle områdets succes på, hvor mange penge der bruges. Så tror jeg også, vi har brug for en lidt skarpere profil. Jeg har de senere år oplevet nogle ret markante skifte i, hvordan politiske dagsordener opstår i medierne. Det går meget meget hurtigt, og nogle gange er man simpelthen bare nødt til at have sin vinkel med i første bølge for overhovedet at have en chance for at få nuancer med, inden mediebilledet låser sig fast. Man kan have nok så gode argumenter og forklaringer, men hvis de kommer for sent ind, så er der bare ingen, der tager dem. Danmark er i den forstand et ret lille land, har jeg lagt mærke til. Hvis de toneangivende medier har lagt sig fast på en melodi, så er der stort set ingen, der fortæller den modsatte historie eller nuancerer billedet.
3. Hvad skal KL og kommunerne gøre for at håndtere udfordringerne?
Nu er jeg jo først tiltrådt her efter sommerferien, og jeg har gjort en dyd ud af at lægge så meget som muligt til side af alt, hvad jeg har haft af fordomme, forhåndsindtryk og myter – og i stedet starte lidt forfra med at danne mig et indtryk af udfordringerne. Så jeg har ikke alle svarene endnu. Men jeg tror, vi skal gøre os klart, at de økonomiske udfordringer er nogenlunde de samme uanset, hvordan folketingsflertallet ser ud. Hvis kommunerne skal håndtere den udfordring, så vil det forudsætte et større politisk råderum i kommunerne. Altså rigtige politiske frihedsgrader og ikke bare afbureaukratisering forstået som afskaffelse af overflødige procesregler. Så det er en hovedudfordring for både KL og kommunerne at få sat den dagsorden og overbevise om, at ministerielle regler og love ikke er det samme som bedre service for den enkelte borger. For det, er jeg sikker på, ikke er tilfældet.
4. Hvad bliver KL’s 3 vigtigste budskaber til kommuner, presse og folketingspolitikere i fremtiden?
Det ér som sagt lidt tidligt at konkludere endnu. Jeg vil gerne have tid til at få et nuanceret billede, inden jeg springer ud i de firkantede programerklæringer. Det er blandt andet derfor, vi har igangsat nogle interessentanalyser af, hvordan vores omverden ser på os, og derfor taler jeg for tiden med så mange som muligt i vores bagland. Men jeg tror KL har behov for en lidt tydeligere profil i forhold til kommunerne. Sådan forstået, at vi jo er en interesseorganisation for vores medlemskommuner, og det er utroligt vigtigt, at de kan se pointen i at betale kontingent. Vi må aldrig blive fjerne som et ministerium, og jeg mener også, det er selve KL’s styrke, at der er en meget tæt relation mellem kommunerne og interesseorganisationen. Måske vi kan blive endnu bedre til at udnytte de faglige muligheder, der ligger i et tæt samspil mellem KL og kommunerne. I hvert fald tror jeg godt, at vi en gang imellem kunne være bedre til at inddrage kommunerne og til at tydeliggøre, hvad KL gør for at varetage kommunernes interesser. I forhold til pressen og folketingspolitikerne er der kun at sige, at KL jo er en organisation, som lever af at fremføre kommunernes synspunkter. Så vi vil være åbne, proaktive og udadvendte, det er klart.
5. Hvordan ser du KL i 2020? Vil der stadig være et KL, eller kommer KL til at lide samme skæbne som regionerne og Danske Regioner er ved lige nu?
Jeg er helt sikker på, at der er et KL i 2020. Ikke fordi det ikke kan være anderledes, for det kan det selvfølgelig. Der er ingenting, som er uforanderligt, og ingen organisationer, som kan regne med, at deres eksistensberettigelse er mejslet i granit. Men jeg har utrolig megen tro på, at kommunerne er det rigtige sted at forankre velfærdsstatens opgaver, og jeg er fuld af tillid til, at KL også fremover vil være kommunernes talerør og samlingspunkt. Jeg har indtil nu oplevet en meget kompetent organisation med et enormt potentiale. Og jeg synes i den grad den politiske opmærksomhed i kommunerne, om vigtigheden af den fælles sag står stærkt. Så der er god grund til optimisme, men det er klart, at vi skal kæmpe for det. Vi er, som diskussionen om regionerne også viser, på vej ind i en periode, hvor den offentlige sektor igen er til debat. Så vi skal være skarpe og helt fremme i skoene. Men det passer mig nu egentlig meget godt. Det er sjovere at slås for en god sag end at administrere status quo.