Åben tegnestue for borgere

Af Stine Christmas Nielsen, chefkonsulent i Metroselskabet

Skueproces eller reel involvering? Kommunikationsfolkene i Metroselskabet fik sved på panden, da udfordringerne ved en dialog med københavnerne om Metroens nye forpladser gik op for dem. Et klart strategisk fokus var nødvendigt for at løse opgaven

Papmodeller, fagfolk og forventningsafstemning. Det blev helt afgørende for, at projekt ’Åben tegnestue’ lykkedes. Med udgangspunkt i det gammelkendte kommunikationsmantra ’show it - don’t tell it’, blev mødet mellem naboerne og medarbejderne i Metroselskabet både relevant og udbytterigt.

 

Dialogen foregik over fire lørdage i et 300 kvadratmeter stort telt, der var indrettet som en tegnestue med store modeller af byrummene, skitsebøger og manifold. Teltet var placeret på centrale steder i de fire bydele – Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og Indre By – som dialogen handlede om. De landskabsarkitekter, der skal tegne byrummene, stod klar til at tale med naboerne, lytte og dele idéer og tanker om de byrum, der var på tegnebrættet.

 

Åben Tegnestue havde cirka 4.500 besøgende, og der kom flere hundrede idéer i skitsebøgerne. Alle idéer og erfaringer blev samlet i et inspirationskatalog, som er blevet et centralt arbejdsredskab for landskabsarkitekterne. Et godt resultat, synes vi selv. Men også et resultat, som vi har knoklet for.

 

Barrierer

Har man fulgt mediernes dækning af Cityringen, ved man, at det er et komplekst anlægsprojekt med stærke talere for og imod de endelige stationsplaceringer. Som altid, fristes man til at sige, har der været kritik af åbenheden og troværdigheden i forbindelse med beslutningen af projektet. Derfor var det nogle let svedende kommunikationsfolk, der kom ud fra det første arbejdsmøde om borgerdialogen om byrummene. En situationsanalyse viste nemlig hurtigt, at udfordringerne var massive. En række barrierer skulle håndteres, for at kommunikationen kunne blive troværdig, og dialogen kunne foregå på de bedst mulige præmisser.

 

På den ene side var det meget tydeligt, at folkene bag Cityringsprojektet havde et reelt ønske om at inddrage og lytte til naboerne. På den anden side var det lige så klart, at mange naboer mødte dette med en vis skepsis. Derfor var det en grundlæggende forudsætning for projektet, at vi meget klart og helt fra starten fik kommunikeret, at inddragelsen af borgerne var reel, og at det var muligt at påvirke væsentlige beslutninger om byrummene.

Derfor kom kommunikationsindsatsen primært til at handle om to klassiske kommunikationsdyder: Forventningsafstemning - internt såvel som eksternt – samt skabe klarhed om processen.

 

Den strategiske røde tråd

Åbenhed og klarhed blev nøgleordene i strategien for borgerdialogen. Ordene var sådan set lette at identificere og ikke noget, som nogen kunne være uenige i. Udfordringen var at gøre de lidt flyvske begreber konkrete og materialisere dem til et konkret produkt, som københavnerne kunne bruge og forholde sig til.

 

Det traditionelle borgermøde i en gymnastiksal med et panel, en powerpointpræsentation og en mikrofon blev fravalgt som det allerførste. Vi ønskede at skabe rum for en mere uformel dialog, hvor det ikke kun er dem, der tør tale i en mikrofon, der kommer til orde. Herudover var det vigtigt for os få sat ansigt på menneskene bag Metroen og vise, at både fagligheden og passionen er høj.

 

For at give bedst mulig indsigt i landskabsarkitekternes arbejde, valgte vi at flytte tegnestuen ud til københavnerne. Løsningen skulle understøtte strategien om åbenhed, og derfor valgte vi et telt med gennemsigtige sider og en stram minimalistisk indretning. Plancher og store modeller af byrummene var effektive dialogredskaber. Samtidig illustrerede de nogle af problemstillinger, der knytter sig til byrummene.

Desuden oprettede vi en blog www.m.dk/byrum, som supplerede dialogen i teltet, der jo var begrænset til 4x6 timer. Bloggen var også en væsentlig kanal til at vise – både via film og tekster – hvilke ting, der kunne påvirkes og hvilke ting, der lå fast. Den er åben året ud og fungerer nu som platform til at vise, hvordan landskabsarkitekternes arbejde skrider frem og hvilke overvejelser, de gør sig undervejs.

 

Mange kanaler

En bred vifte af kanaler blev taget i brug for at tiltrække folk til Åben tegnestue og til at vise, hvad projektet handler om. Presse, husstandsomdelte breve til nærmeste naboer, annoncer i lokal- og gratisaviser, film, billeder og kort på bloggen, film på stationsskærme, flyers, visitkort og skilte i de byrum, som dialogen handlede om.

Hvor det i indtrækker-kommunikationen i høj grad var væsentligt at afstemme forventninger, var det i teltet væsentligt at være nærværende og i øjenhøjde. Det komplekse projekt skulle kommunikeres, så det blev forståeligt, og her var især modeller af byrummene samt en model af en underjordisk station uvurderlige redskaber. Desuden var det personlige møde med fagpersoner med til at kvalificere dialogen og bevirkede også, at københavnerne følte sig mødt og hørt.

 

Opfølgningen på Åben tegnestue består i at vise hvilke resultater, der kom ud af dialogen mellem københavnerne og de landskabsarkitekter, der skal tegne byrummene. Vi kan bruge bloggen til at vise processen, vi kan offentliggøre dispositionsforslagene ved årsskiftet, og de færdige tegninger i 2014. Men først når byrummene står klar i 2018, vil det for alvor vise sig, om københavnerne tager byrummene til sig og føler ejerskab.