Vores viden om målgrupper
Christian Viktor Rasmussen og Louise Harder Fischer er eksperter i IT-kommunikation og målgruppeanalyse. De studsede over, at der rent faktisk ikke fandtes en dansk bog, der dedikeret handlede om målgruppeanalyse. Bortset fra Robin Cheesmans og Arne Thing Mortensens offentligt tilgængelige skrift ”Om målgrupper”, der første gang udkom i midten af 1980erne, som forfatterne også linker til fra deres bogs hjemmeside.
”Målgruppeanalyse” er en velstruktureret og grundig introduktion, hvor forfatterne kommer vidt omkring. Her er der en teoretisk forankring i Lars Qvortrups kommunikationsmodel og referencer til Giddens, Latour og Bourdieu, ligesom der omtales SFI’s socialgruppemodel, livsstils-tankegangen og diverse segmenteringsmodeller – specielt Minerva og Kompas. Rogers’ diffusionsforskning har fundet plads i bogen, ligesom der introduceres til idealtypemodellen og kvantitative og kvalitative dataindsamlings- og -analysemetoder.
Bogen indeholder med andre ord vores etablerede viden om målgrupper i kommunikationsfaget. Alligevel er jeg efter læsningen en anelse skuffet, fordi forfatterne på intet tidspunkt udfordrer denne etablerede viden, fx ved at søge inspiration i nyere forbrugerforskning i marketing-faget, der nok er længere fremme, når det gælder metodikken til involveringen af forbrugere i dialogen om funktionalitet, æstetik og indhold. Bogen er dog en fin introduktion for læsere, der ikke i forvejen har kendskab til gængse målgruppeanalyser.
![]() |
Målgruppeanalyse. Lær din målgruppe at kende Af Christian Victor Rasmussen & Louise Harder Fischer Nyt Teknisk Forlag 2008 136 sider, 199 kr. |
















