Mordet på kreativiteten. Forskellen der blev væk
11. februar 2008
Mordet på kreativiteten. Forskellen der blev væk
![]() |
Af John Aarsøe, Aros Kommunikation |
Hvis du ikke har læst Hans Prehns andre bøger, så læs denne. Den er velskrevet, og den forklarer Hans Prehns pointe: At den kreativitet, som skal differentiere produkter og virksomheder fra hinanden, er død. Derfor kommer produkterne til at ligne hinanden mere og mere, og differentierer sig kun på prisen. Bogen har en gennemgang af en række af reklamehistoriens klassiske succeser, og den illustrerer gennemgangen med annonceeksempler - fra Avis og Carmen Curlers over VW og til Irma og IKEA.
Hans Prehn er en af reklamebranchens Grand old men, der med reklamebureauet NP Reklame prægede dansk reklame i 70’erne og 80’erne. Hans seneste bog - såvel som hans tidligere - handler om kreativitet, og hvor vigtig den er for virksomheders succes, hvis man skal klare sig på et konkurrencepræget og overkommunikeret marked med overflod af produkter.
Jeg har læst Hans Prehns tidligere bøger, og måske derfor efterlader denne mig med samme fornemmelse, som når jeg skal lave mad søndag eftermiddag, åbner køleskabet og konstaterer, at den vist står på biksemad - noget rodsammen af noget, som jeg har serveret før. Hvis man har læst de tidligere bøger, så bringer ’Mordet på kreativiteten’ ikke noget nyt. Men retten serveres appetitligt, velskrevet og letlæst.
Måske som en cadeau til det faktum, at kriminalgenren i de senere år har distanceret al anden litteratur, har Hans Prehn opbygget bogen som en retssag om et mord. Offeret er kreativiteten, og de anklagede er: Organisationshierarkiet, DJØFiseringen, Forsigtigheden, Ensartetheden, Bedrevidenskaben, Broderskabet og de Nye koste.
Bogen starter med Hans Prehns egen sagsfremlæggelse, som dels består af et afsnit om hjerneforskning, dels af en gennemgang af produkter og kampagner fra dengang, da der – modsat nu - var kreativitet til. Efter en procedure følger nogle vidneudsagn fra professorer, konceptudviklere, kommunikationskonsulenter og sågar en brændselshandler, Kai Dige Bach. Ikke alle vidneudsagnene understøtter Hans Prehns sag. Til slut afsiges dommen, og som vanlig ved anmeldelse af kriminalromaner skal jeg ikke afsløre, om dommeren finder, at der er tale om mord, og om morderen bliver fundet og dømt.
Bogen slutter af med et gør-det-selv kapitel med spørgeskemaer, hvor man kan teste kreativiteten i sit eget produkt og sin egen virksomhed.
Mordet på kreativiteten. Forskellen der blev væk
Af Hans Prehn
Forlaget Hovedland
178 sider, 268 kr.
















