Kvadratisk praktisk... og meget teoretisk

17. april 2008

Kvadratisk praktisk... og meget teoretisk

 

Af  journalist Martine Bentsen, Frederikssund Avis

 

Børsens ’Kort til viden’-håndbøger er for lommer og attachémapper, hvad forlaget Taschens bøger er for sofa- og caféborde landet over. En kvadratisk og praktisk håndbog lige til at proppe i lommen og hive frem, når behovet indfinder sig, som en praktisk manual til, hvordan man håndterer en ledelsesmæssig situation lige nu og her. Så vidt form. Indholdsmæssigt er bogen lige så meget - hvis ikke mere - lærebog, som den er håndbog. På bogens små 100 sider er historiens største filosoffer brugt som udgangspunkt for, hvordan man kan udvikle sig som en god leder og et godt menneske på samme tid. Filosofien er ifølge forfatteren essentiel, fordi den siden det antikke Grækenland har hjulpet mennesker med at søge indsigt i de vigtige spørgsmål i livet. Bogens første seks kapitler er udbredt teoretiske, og det er til tider tungt stof, men bogen vinder ved afslutningsvis at blive mere konkret, som det vel egentlig er forventeligt af en håndbog, og her introduceres man for forskellige cases og metoder til at arbejde med filosofi på lederniveau fx via filosofisk vejledning og personlige essays. Bogen er ikke umiddelbart let tilgængelig, men den maner alle udsagn til jorden om, at små håndbøger ikke kan være indsigtsfulde og vidende. Den humanistiske leder i det private erhvervsliv vil sikkert finde stor glæde i bogen, mens økonomuddannede ledere – med mindre trenden foreskriver det – nok vil ty til mere kausale lederbøger.

 

Praktisk filosofi og ledelse
Af Michael Højlund Larsen
Børsens Forlag 2007
104 sider, 199 kr.