Gammel spin på nye flasker

Anmeldelse: Gammel spin på nye flasker

Ny bog om spin fremstår som en lettere anæmisk efterligning af ’Samtaler om spin’

Af Kristian Schou, anmelder og forlægger, Forlaget Nord

Der er netop udkommet en ny bog på Akademisk Forlag om begrebet spin, ’Politisk Spin’ der på under 200 sider behandler spin og politik.

Bogen er opdelt i fire dele, der hhv. fokuserer på begrebet spin som sprogligt og metaforisk fænomen, på udviklingen inden for spindoktorerne, på journalisternes opfattelse af spin set fra Christiansborg og endelig et bud på spin fremover.

Især den metaforiske indkredsen af begrebet spin, der finder frem til hhv. en boldmetaforik og en ’sammenhængsmetaforik’ (at spin skaber sammenhæng og konsistens – en rød tråd) i kommunikationen er interessante. Men også den kompetente professor i retorik, Christian Koch, der i et af bogens indlæg har allieret sig med Mie Femø Nielsen, har nogle fine pointer i forbindelse med, hvad der er spin, og hvad der ikke er spin.

Imidlertid fremstår bogen først som sidst som en svag kopi af en betydelig mere omfangsrig og tilbundsgående bog om det selv samme emne, nemlig den godt 400 sider lange ’Samtaler om spin – insiderberetninger om medier og politik’ (Haase, 2006) af Bo Bredsgaard Lund og Mads Christian Esbensen.

I ’Samtaler om spin’ var der foretaget kritiske interviews med kongerækken af nuværende og tidligere spindoktorers opfattelser af og erfaringer med spin.

Samtidigt fik læserne i kraft af professor Roy Langer og professor Anker Brink Lund (der har lanceret teorikomplekset kaldet ’niche nursing’ i Danmark, hvor spin indgår som en del af de strategisk-kommunikative elementer) i ’Samtaler om spin’ løftet praktikernes erfaringer med spin op på et kommunikationsteoretisk plan. Dertil kom, at forfatterne Bo Bredsgaard Lund og Mads Christian Esbensen havde begået det scoop, at få den verdensberømte sociolog, Anthony Giddens, til at reflektere over fænomenet spin og forholdet mellem medier og politik i Danmark.

Den nyudkomne bog ’Politisk spin’ har i den grad ladet sig ’inspirere’ af det koncept, der lå til grund for ’Samtaler om spin’. Dog med det forbehold, at ’Politisk spin’ forsøges solgt som en ’lærebog’ og ikke en samtale- eller interviewbog – til trods for at flere af kapitlerne alligevel er interviews. Samtidig er der en del pointer i ’Politisk spin’, der går igen fra de tekster, der allerede er medtaget i lærebogen ’Spin, selvfremstilling og samfund’ fra 2004. Eksempelvis er flere af de spinaktiviteter, som Koch og Femø Nielsen opremser, allerede til stede i Thomas Søndergaard Sarups – i øvrigt interessante og velskrevne – indlæg i ’Spin, selvfremstilling og samfund’, herunder gendrivelse (det som i ’Samtaler om spin’ omtales som instant- og rapid rebuttal), intimidering af journalister og opdeling af pressen i A- og B-hold. I den forstand bibringer ’Politisk spin’ ikke meget nyt om begrebet spin, de udøvende aktører eller fremtiden. Det ligner mest af alt ’gammel spin på nye flasker’.

Mere konkret fremgår det af ’Politisk spin’, at man ønsker at afdække, hvad der er spin og hvad der ikke er spin, hvem der spinner, samt hvordan der spinnes.

På den baggrund fremkommer ’Politisk spin’ med to former for spin, hhv. spin som (for-)drejende manipulation (der italesættes med boldmetaforikken) og spin som strategisk kommunikation (der italesættes med sammenhængsmetaforikken).

Imidlertid er begge disse opfattelser allerede at finde i ’Samtaler om spin’. Men dertil kommer, at ’Samtaler om spin’ tillige opererer med en tredje opfattelse, som endda er til stede i de forskellige italesættelser af spin i ’Politisk spin’, nemlig opfattelsen af spin som indholdsløs form, form kontra indhold eller ren indpakning. Eksempelvis gentager tidl. spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, Michael Kristiansen, sine beskrivelser af spin som glasur. Sammenlign selv:

’Spin ser jeg som det at få noget til at tage sig bedre ud, end det i virkeligheden er. At man så at sige lægger noget glasur ud over noget, så det tager sig bedre ud.’ (Samtaler om spin, s. 150)

Og

’… I stedet kommer det [spin] til kun at handle om formen – glasuren på kagen. Men kommunikationen kan kun blive vellykket, hvis man har styr på den grundlæggende fortælling, der ligger bag – dvs. selve indholdet.’ (Politisk spin, s. 167).

Til trods for, at denne opfattelse af spin altså også er til stede i ’Politisk spin’, er det overraskende, at redaktørerne tilsyneladende er blinde heroverfor. Ikke mindst når man tager i betragtning, hvordan en fremherskende del af debatten om spin netop omhandler sondringen mellem kommunikation og politik, samt hvorvidt ’formen’ (der i øvrigt sjældent defineres) prioriteres på bekostning af ’substansen’ (der lige så sjældent defineres).

Imidlertid er det ikke kun en del af indholdet, der giver en deja-vu oplevelse. Også opbygningen virker bekendt, hvis man har læst ’Samtaler om spin’. Således er der adskillige gengangere blandt de deltagende. Både Niels Krause-Kjær, Michael Kristiansen og Søren Espersen var også med i ’Samtaler om spin’. Derudover er sammensætningen mere overordnet den samme som i Lund og Esbensens bog, nemlig repræsentanter fra den akademiske verden, medier og politik - Henrik Qvortrup skriger dog i larmende tavshed ved sit fravær.

Men ligesom repræsentanterne fra det politiske system ikke er på niveau med profilerne i ’Samtaler om spin’ – hvor de interviewede politikere var tidligere og nuværende partiformænd, således heller ikke på de andre områder. Fra medierne havde Bo Bredsgaard Lund og Mads Christian Esbensen sat de to garvede journalister Kurt Strand (Deadline) og Jens Olaf Jersild (Jersild & Spin) i stævne, mens ’Politisk spin’ benævner den helt ukendte Martin Hein, der til dagligt arbejder for NORDJYSKEs Christiansborgs redaktion, spinekspert. Heldigvis akkompagneres denne af en institution i dansk politisk journalistik, nemlig ingen ringere end Kaare R. Skou fra TV 2 Nyhederne.

Ligeledes er der på spindoktorsiden ingen nuværende spindoktorer repræsenteret i ’Politisk spin’ (hvis man ser bort fra Rasmus Jønsson, der stort set først efter bogens tilblivelse er tiltrådt som pressemand for Ny Alliance). Heroverfor trak ’Samtaler om spin’ både på refleksioner fra statsministerens nuværende spindoktor Michael Ulveman som fra socialministerens nuværende spindoktor, Christopher Arzrouni.

Det overordnede indtryk, som ’Politisk spin’ efterlader læseren med, er, at denne bog allerede er skrevet, og skrevet bedre, på dansk. Samtidigt stækkes læsningen en smule af det faktum, at de forskellige kapitler er meget forskellige i tone og form, hvorfor den placerer sig imellem flere stole – lærebogen, essaysamlingen og interviewbogen. Som læser undrer man sig over, hvor redaktionen på næsten en håndfuld mennesker har været i de redigerende faser. Det er som at læse uddrag fra en masse forskellige bøger, og ikke én samlet bog. Derudover er der nogle sproglige svipsere, som burde være fanget – ikke mindst når de findes i diverse overskrifter. Eksempelvis hedder det selvfølgelig ikke ’Netværks brug af pressen’, som en overskrift lyder på side 10. Der skal selvfølgelig stå ’Netværkers brug af pressen’.

Alt i alt må man overraskes over, at en bog lægger sig så tæt op af bøger, der allerede er skrevet om det samme emne – især når bogen ikke kaster afgørende nyt lys over fænomenet. Selvom bogen godt kan anbefales til læsere, der aldrig har læst eller studeret spin, så burde de i stedet opsøge nogle af de mange andre (og velskrevne) bøger, der allerede eksisterer om emnet – jeg nævner i flæng ’Politisk journalistik’ af Erik Meier Carlsen m.fl. (2000), ’Den politiske landsby’ af Niels Krause-Kjær (2003), ’Spin, selvfremstilling og samfund’ af Mie Femø Nielsen m.fl. (2004) og ’Samtaler om spin’ af Bo Bredsgaard Lund og Mads Christian Esbensen, samt på den internationale scene klassikere som ’The Unfinished Revolution’ (1998) af Philip Gould og mere akademiske tekster af f.eks. Frank Esser og Ivor Gabor.

Læs medredaktør af Politisk spin Martin Lunds kommentar til Kristian Schous anmeldelse