Forstå kropssproget og bliv bedre til at kommunikere

10. juni 2008

Af Annette Bjerre Ryhede, underviser RUC og ARTIKULATION


Kropssproget er et modersmål. Vi taler og lytter til det uden at tænke over, at vi gør det. Det går ligesom af sig selv. Men også modersmålet har en grammatik, som kan inspirere til større personlig udstråling og evne til at læse den andens krop, så mødet bliver mere menneskeligt og ’forrykkende’.

Sådan begynder Johan Borghäll sin bog ’Kropssproget’, som består af korte tekster illustreret med fotos for at understrege pointerne. Den lever til fulde op til sit formål om at inspirere. Vi kommer godt rundt om kropssproget via forfatterens livlige og meget talesprogsprægede tekst, hvor man præsenteres for øvelser til selv at træne sig i at blive bedre til at læse andres kropssprog, til at blive mere opmærksom på sit eget kropssprog og mere ekspressiv i sit eget kropssprog og dermed en bedre og mere levende kommunikatør.

Teksten er fuld af henvisninger til forskere i kropssprog og kroppens psykologi, men deres viden formidles let og æggende. Det gælder fx det overraskende forskningsresultat fra Ray Birdwhistell, der har påvist, at 65 pct. af al social betydning udtrykkes gennem kroppen. ’2/3 af det menneskelige møde bliver altså fortalt gennem kroppen’, skriver Johan Borghäll. Som underviser i mundtlig formidling og retorik skal jeg være den sidste til at benægte, hvor stor en del kropssproget - heriblandt stemmen - betyder for mundtlig kommunikation og formidling. Kropssproget skulle jo meget gerne understøtte ens budskab, fx at vise ro, styrke og ærlighed, når man proklamerer, at det går rigtig godt. Det skyldes, at de kropslige budskaber er en del af den samlede afkodning og modtagelse, så de er bestemt værd at give et eftersyn, hvis man vil kommunikere klart face-to-face.

Jeg er sikker på, at bogen for mange vil åbne op for en kommunikationsform, man ikke tænker over eller havde glemt, hvor meget egentlig betyder.


Kropssproget
Af Johan Borghäll
Syddansk Universitetsforlag 2007
80 sider, 99 kr.

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR