Den vaskeægte vanvittige virkelighed
17. april 2008
Den vaskeægte vanvittige virkelighed
![]() |
Af cand.mag. og kommunikationsmedarbejder Stephan Sabinsky, BechBruun Advokatfirma |
Der er reality på alle kanaler
Ovenstående linjer er lån fra digtsamlingen ’Vinci, senere’ (Morten Søndergaard, 2002). Jeg ser op til digteren og hans ord. En anden, man kan se op til, er Ib Bondebjerg og hans værk ’Virkelighedens fortællinger – Den danske tv-dokumentarismes historie’. Et af de realityprogrammer, bogen kommer forbi, er selvfølgelig Big Brother. Et program, der i mange henseender handler om lån.
… og det er lige lovlig tarveligt
Den gang i halvfemserne og begyndelsen af nullerne, var der virkelig reality-tv på alle kommercielle kanaler. Bondebjerg skriver, at fiktionens fortællinger sammenfatter og spidsformulerer kulturbilleder, mens ’virkelighedens fortællinger’ giver os et mere direkte indblik i levet liv og hverdagsbevidsthed.
Big Brother og Robinson Ekspeditionen er ’stjernedyrkelse af almindelige mennesker, der tør udstille sig og blotte sig på tv’, skriver Bondebjerg. Han ville nok have tilføjet aktuelle X Factor, hvor vi, tilskuerne, bliver ladet op af sangene og dommernes rosende evalueringer. Vi lader os forveksle med deltagerne. Vi er også de stjerner, der dyrkes på tv-himlens firmament.
Big Brother-programmet dokumenterede, efter min opfattelse, historier til lån og efterlevelse og byggede bro mellem de 13-20-åriges verden (seernes) og de 20-25-åriges (deltagernes). Og jeg er ikke enig hele vejen i Bondebjergs beklagelse over public service-faldet, og at det skulle være blevet udvandet til ringe reality-tv. Eller i hvert fald mener jeg, at både klassisk journalistisk dokumentarisme og reality-tv har en stor berettigelse, for vi har brug for både magtkritik og oplivelse. Men selvfølgelig er det ærgerligt, at DR og TV 2 stort set kun byder på henholdsvis skjult kamera og fredagsshows.
Giv mig læseferie
Ib Bondebjergs bog er en bedrift på mere end 550 sider, der udførligt og detaljeret dokumenterer fem årtier med tv-dokumentarisme i alle dets former. Bogen er et ægte akademisk, ualmindeligt godt researchet, stykke faglitteratur. Jeg ærgrer mig næsten over, at jeg ikke længere er danskstuderende, så jeg kunne få læsefri til virkelig at komme i dybden med denne mediehistoriske begivenhed.
Virkelighedens fortællinger Den danske tv-dokumentarismes historie
Af Ib Bondebjerg
Forlaget Samfundslitteratur 2008
568 sider, 398 kr.
















