Boganmeldelse: Lobbyisme i EU
|
|
Af konsulent Kresten Schultz Jørgensen. Lead Agency |
Det er god latin at anmelde en bog på dens egne præmisser. Man kan således ikke beskylde et æble for ikke at være en pære, ligesom det ikke forekommer rimeligt at fortælle en forfatter, at netop denne anmelder hellere ville have læst en anden bog.
Derfor det loyale først: Bogen ’Lobbyisme i EU’ er en vidende og engageret debatbog om lobbyismens rolle i EU-systemet. Forfatteren Bert Tinggaard Svendsen argumenterer fra en både demokratisk og teoretisk synsvinkel for, at lobbyismen er på fremmarch, og at lobbyismen primært tjener kommercielle interesser på bekostning af folkelige, demokratiske hensyn. Bogen giver også konkrete eksempler: EU-systemets manglende frihandel og Europas lave vækstrater skyldes begge dele ureguleret lobbyisme; erhvervsinteresserne, der forsvarer og beskytter protektionismen og planøkonomien.
Som debatbog er ’Lobbyisme i EU’ et engageret indlæg. Som bidrag til disse års udvikling af et paradigme om lobbyisme og public affairs er bogen derimod mindre nyttig. Der er som bekendt ingen tvivl om, at den professionelle erhvervslobbyisme er på fremmarch, og at der er brug for både teoretiske og praktiske overvejelser om, hvordan offentligheden i almindelighed og kommunikationsbranchen i særdeleshed skal gebærde sig i forhold til de nye tendenser.
Tinggaard Svendsens bog er i den henseende et partsindlæg og et skræmmebillede. Lobbyismen er roden til alt ondt. Well, andre analyser kan så minde os om, at der jo også er andre dimensioner i udviklingen. Med et enkelt eksempel: At samarbejdet mellem politikere og organiserede interesser - uden at være udemokratisk - også kan handle om videndeling, kvalificering af beslutningsgrundlag og dialog.
![]() |
Lobbyisme i EU Af Gert Tinggaard Svendsen Forlaget Samfundslitteratur 2008 140 sider, 168 kr. |

















