Anmeldelse - Situationsbestemt kommunikaiton
4. februar 2008
Situationsbestemt kommunikation

Af Kresten Schultz Jørgensen
Frans Grandjean er – som læsere af dette magasin vil vide - en af landets mest erfarne og vidende kommunikationsrådgivere, og han har i denne bog samlet mange års konsulenterfaringer i en praktisk tilgang uden de store dikkedarer.
Vær personlig, ydmyg, ledende og værdifast, skriver Grandjean, og han retter derefter de fire gode råd mod fire specifikke målgrupper: Medarbejdere, kunder, presse og netværket. Hvad forfatteren egentlig mener med ’netværket’, er ikke ligefrem lysende klart, hvilket er synd i en tid, hvor fænomenet ’netværk’ unægtelig er i færd med at revolutionere mange informations- og kommunikationsprocesser. I dette afsnit står banaliteterne desværre i kø. Det rokker dog ikke ved indtrykket af en praksisorienteret, nem og tilgængelig bog, der er fuld af gode observationer, og som kan læses som en hilsen fuld af sund fornuft fra en mand, der i årevis selv har gjort en forskel.
Situationsbestemt kommunikation
Af Frans Grandjean
Børsens Forlag 2007,
88 sider, 199 kr.















