Anmeldelse - Magt og autoritet i ledelse

4. februar 2008

 

Ikke kun retten til at bestemme – men også pligten til at sætte sin egen person bag beslutningen

 

Lyngs Mortensen, Margrethe.jpg Af kommunikationsrådgiver Margrethe Lyngs Mortensen, lyngskommunikation

 

Lone Schilling Andersen har skrevet en bog om, hvad det kræver at fylde den moderne lederrolle ud. Hun peger på, at man fint kan have magt uden at have autoritet og vise versa. Tidligere var lederen noget alene i kraft af titel og rolle, og man interesserede sig for 30 år siden ikke særligt for lederens menneskelige egenskaber. I dag bliver der sat spørgsmålstegn ved lederen, og ledelseskvalitet måles og vejes. Så den moderne leder skal formå at tilføre lederrollen værdi og følelser, noget af sin egen person. Bogen her er ikke fortaler for de gode gamle autoritære dage, men peger på at det i hvert tilfælde ikke er blevet lettere at være leder på den demokratiserede danske arbejdsplads, hvor alt synes til diskussion og forhandling. Danmark er et af de lande i verden, hvor det er sværest at komme til at udøve magt, fordi magtdistancen og autoritetstroen er lille. Moderne medarbejdere motiveres og forpligtes ikke af regler, memoer og procedurer, lige så lidt som af den konturløse leder.Men bogens budskab er enkelt. Lone Schilling Andersen foreslår, at vi nøjes med at udnævne de mennesker, der har mod og mandshjerte til at gennemføre det, de tror på, og som reelt ønsker at være ledere, fordi de har noget på hjerte og i bund og grund kan lide andre mennesker.

Det synspunkt, tror jeg, vi er mange, der kan abonnere på, måske netop fordi vi er nogle stykker, der er stødt på den anden type. Ham, der ikke kan eller ved ret meget, men stadig tror han har en slags autoritet derude i det virkelige arbejdsliv. Men, han har kun magten indtil næste ledelsesevaluering. Så hvis du vil hjælpe ham til at forvalte lederrollen bedre, så giv ham en chance for at lære at skelne mellem magt og autoritet. Bogen er fuld af værktøjer til værktøjskassen. Og det kan læres, hævder bogens forfatter. Til glæde for ikke blot lederen, men også medarbejdere og virksomhed. P.S. et højst personligt hjertesuk til forlaget, hvorfor skal en bog, der i høj grad handler om menneskelige relationer illustreres med stilisere ’klipart- mennesker’? Det forekommer mig at hænge dårligt sammen med bogens indhold og mangfoldighed.  

 

Magt og autoritet i ledelse

af Lone Schilling Andersen

Børsens forlag 2007

232 sider, 460 kr.