Anmeldelse - Generalens veje og Vildveje

4. februar 2008

Nissen kunne ikke styre DR

 

Nielsen, Lars L.jpg Af kommunikationsdirektør, Lars L. Nielsen, Finansrådet

 

Nogle topledere evner at styre deres virksomheder. Andre må dagligt kæmpe for deres indflydelse og deres planer. Christian Nissens erindringer om tiden som generaldirektør i Danmarks Radio er historien om hans daglige kampe og om, hvor svært det var at være leder i en af Danmarks mest betydningsfulde arbejdspladser. Da bogen udkom, var der meget fokus på, hvordan politikere forsøgte at påvirke Nissen og Danmarks Radio, men denne del af erindringerne udgør overraskende kun en minimal del.  Bogen er derimod en lang historie om, hvordan toplederen Christian Nissen ville ændre DR, men som løbende måtte sande, at intern modstand mod hans initiativer var større end lyst til forandringerne. Og på den måde er det en overraskende og interessant bog. Helt klart et partsindlæg, men også en historie om, hvordan Danmarks Radio på trods af modstanden mod Nissen i samme periode fik udviklet eksempelvis DR2 og Internetservices. Titlen på bogen om generalens veje og vildveje er virkelig rammende for bogens indhold.

 

Generalens veje og vildveje

af Christian Nissen

Gyldendal 2007

272 sider, 269 kr