Anmeldelse: Ledelse af Netværk - virksomhedens skjulte ressource
For en del år siden blev jeg udpeget til at være leder af et kontor, der bestod af 14 konsulenter og et tilsvarende antal administrative medarbejdere. De havde indrettet dagligdagen sådan, at den ene gruppe spiste frokost kl. 12. Den anden kl. 13. Og når de to grupper ikke samarbejdede meget, var det blandt andet, fordi de hver især havde et fast ’netværksgruppearbejde’ over frokosten hver dag. Jeg forsøgte mig med en frokost-service-medarbejder. Og raseriet mod mig var udtalt.
Af Margrethe Lyngs Mortensen, lyngskommunikation
’Ledelse af netværk’ giver en forklaring. Det er netværket, der bestemmer, hvordan opgaver løses, og viden deles. Bogen handler ikke om de personlige netværk, vi hver især plejer i omverdenen udenfor virksomheden, men om de netværk vi har på større arbejdspladser.
For mig er det en interessant og ny dimension som leder at få synliggjort, hvordan organisationen hænger sammen i interne netværk. Netværk kan tænkes ind i arbejdet med kommunikation og ledelse. Sandsynligvis får både leder og kommunikatøren en AHA-oplevelse ved at se, hvor hun selv er placeret i netværket, og hvordan det påvirker kommunikationsstrømmene. Nogle ledere kan ubesværet som edderkoppen flytte sig rundt i spindet, mens andre mere ligner fluen, der er fanget i midten.
Og det er netværk på godt og ondt. Nogle netværk er dynamiske og bruges til virksomhedens bedste. Andre er træge netværk, der måske har problemer med omstilling til nye udfordringer. Netværk i virksomheden udvikler sig ikke automatisk til gavn for virksomheden, men kan omvendt være en kæmpemæssig ressource at sætte i bevægelse, når virksomheden skal mobilisere skjulte ressourcer.
Kommunikatører kender det i hvert tilfælde, når rygterne går forud for informationen om en beslutning i husets ledelse. Nogle typer informationer bevæger sig i huset med lynets hast, og det er netværkene, der et rørsystemet. Derfor er der al mulig grund til at interessere sig for, hvordan systemet ser ud, når du er kommunikatør og arbejder med intern kommunikation.
Bogen giver eksempler på organisationsdiagrammer. Ikke som vi kender dem med bestyrelse, direktørgruppe og kontorer. Men organisationsdiagrammer, der viser hvem, der møder hvem i en arbejdsrelation - og i en mere personlig relation. Banalt nok vil folk, der går op og ned af hinanden have større sandsynlighed for at knytte bånd og tillid, mens fx Kommunikation og IT møder folk fra hele organisationen og ved en masse, som det ikke er givet, chefen ved.
Så det gælder altså om at få et kendskab til netværket i din organisation. Hvem taler med hvem? Det giver bogen en anvisning på, hvordan man kommer nærmere. Måske for en dansk virksomhed en eksotisk måde. Men hvad med at nedbryde barriererne i organisationens søjler eller siloer lidt ned ved (som et amerikansk firma) at sende en mail, når der er friskbrygget kaffe og på den måde forsøge at påvirke, hvem der møder hinanden ved kafferiet.
Virksomheden kan med andre ord få en masse energi ud af at forsøge at forstå, hvordan netværk opstår og fungerer. Og med den ny forståelse kan ledelsen vælge at understøtte, levere rammer og påvirke størrelser som samarbejde, ideer, viden, holdninger og beslutningers udførelse i det virkelige liv. Bogen giver stof til eftertanke og et overblik over arbejdet med ledelse og netværk. Den har underholdende cases og er bestemt værd at læse.
Ledelse af netværk - virksomhedens skjulte ressource
Christian Waldstrøm med Bent Engelbrecht
Børsens Forlag 2007
224 sider
460 kr.















