Martin Geertsen
11. oktober 2007
5 hurtige til
Martin Geertsen, Kultur og Fritidsborgmester for Venstre i Københavns Borgerrepræsentation
Ved årsskiftet siger Københavns Kultur- og Fritidsborgmester Martin Geertsen farvel til politik for i stedet at blive seniorkonsulent hos Cohn og Wolfe. Vi har spurgt Martin Geertsen om tankerne bag skiftet fra politik til kommunikationsbranchen
Hvordan tror du, det bliver at træde helt i baggrunden med et job i det private erhvervsliv efter at have beklædt en så højt profileret post som Kultur- og Fritidsborgmester i Københavns Kommune?
Det med selv at ’være på tv og i avisen’ har jo aldrig været det, der har drevet mit politiske virke. Jeg har været fuldt bevidst om, at det var og er en del af det at være politiker. Du skal være på for at sælge varen. Men det centrale ... nej. Derfor tror jeg nu heller ikke, det bliver så vanskeligt at sive lidt ud i glemslen i den forstand, at jeg ikke kommer til at optræde så ofte i spalterne som hidtil.
Hvorfor har du netop valgt kommunikationsbranchen som det første stop efter din politiske karriere? Hvad kan denne branche tilbyde dig, som andre ikke kan?
Ganske enkelt, fordi det interesserer mig. De forskellige krydsfelter og mekanismer mellem erhverv, politik, medier og befolkning optager mig. I mit virke som Kultur- og fritidsborgmester har jeg fx tit oplevet, hvor vanskeligt erhvervslivet har ved at forstå den politiske bundlinie - og for den sags skyld omvendt. Og her tror jeg, jeg kan bidrage med noget. Men jeg er også meget ydmyg over for opgaven.
Søren Pind har i forbindelse med annonceringen af din afgang skrevet, at ’Københavns Rådhus får en mødding fyldt med giftslanger til at virke attråværdig’. Er du enig i dette udsagn, og har det været en motiverende faktor i din beslutning om at forlade politik i denne omgang?
Søren Pind har et blomstrende sprog. Jeg ved nu ikke, om det er blevet SÅ meget værre, som Søren Pind beskriver. Jens Kramer Mikkelsen og hans stab var nu heller ikke tabt bag en spin-vogn. Men forskellen består nok i, at med Ritt Bjerregaards tiltræden som Overborgmester bliver opgørene taget på alle arenaer. Intet er helligt. Alle forhold politiseres og gøres til kamppladser. Det vil blandt andet sige, at opgørene om den politiske dagsorden siver længere ned i forvaltningerne end tidligere med den konsekvens, at der efterhånden kan stilles et alvorligt spørgsmålstegn ved den uafhængige embedsmandsstand. Men nej, det har ikke været afgørende. Det helt afgørende har været, at jeg er 37 år gammel, og hvis jeg skal prøve andet end politik i mit liv, så er det nu.
Når du ser tilbage på din tid som Kultur- og Fritidsborgmester, hvad har så været den største sejr og det største nederlag set ud fra en kommunikationsmæssig synsvinkel?
En af Venstres helt store udfordringer er, at håndtere en situation, hvor partiets eget bagland, medier, politiske kommentatorer og andet godtfolk forventer, at Venstre stryger lige ind i Overborgmesterkontoret ved næste valg. Samtidig har jeg på den anden side kunnet se, at vi mandatmæssigt - hvilket jo ville være mere end historisk - skulle mere end fordoble mandattallet for at realisere den drøm. Jeg har hele tiden skullet spørge mig selv: Hvordan dæmper du forventningerne og undgår endnu et sviende nederlag uden at pille gejsten ud af folk? Det har været en spændende og svær øvelse, og vil også være det, som min efterfølger Pia Allerslev kommer til at bokse med.
Jobbet som markant politiker involverer nødvendigvis en del interaktion med pressen. Hvad er dit syn på, hvordan medierne formidler hverdagen på Københavns Rådhus?
De formidler med udgangspunkt i Overborgmesterens gøren og laden. Sådan var det i Jens Kramer Mikkelsens tid, og sådan er det i endnu højere grad med Ritt Bjerregaard. Og det er forståeligt nok. Overborgmesteren har et flertal bag sig, og med Ritt Bjerregaard er der jo det særlige forhold, at der samtidig er tale om 30 års personificeret politisk Danmarks-historie. Det vil sige, at alle andre aktører i høj grad i mediemæssig forstand ’spiller bold op ad’ Ritt Bjerregaard. Men om det, der formidles, rent faktisk er vedkommende for den enkelte københavner, det er en anden sag.