Anja Philip
3. april 2007
5 hurtige til
Projektchef Anja Philip, Kræftens Bekæmpelse
For nylig indledte Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden kampagnen ’Skru ned for solen - mellem 12 & 15’, som skal løbe over ti år frem til 2017. Kampagnens mål er at ændre danskernes solvaner og -holdninger og få dem til at forstå, hvor vigtig det er at skue ned for solen i middagsheden. Vi har talt med projektchef Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse om kampagnens mål og midler.
Hvad betyder det for kampagnen, at HKH Kronprinsesse Mary er protektor?
Kronprinsesse Mary er det bedste forbillede, vi kan have for kampagnen. Hun er en person, som mange ser op til og derfor også lytter til, når hun taler for en sag. Hun viser med sin naturlige skønhed, at man sagtens kan være både smuk og solsikker på én gang. Og endelig kommer hun fra Australien, hvor man har arbejdet med solsikkerhed, lige siden Kronprinsessen var barn, og derfor kan hun bidrage med de erfaringer, hun selv har gjort sig gennem sit liv.
Er der aktiviteter, som ikke kan bruges til at skabe opmærksomhed, fordi emnet er for alvorligt?
Den gode historie er jo, at hudkræft er en af de få kræftformer, der kan forebygges oven i købet blot ved at ændre en smule i sin adfærd. Derfor er der heller ikke ting, vi decideret ikke kan tillade os, men vi gør selvfølgelig aldrig grin med sygdommen, det gør man ikke med nogen former for kræft. Alt hvad vi laver, prøver vi at gøre i en venlig og kærlig tone, og kampagnen skal helst virke som en venlig håndsrækning. Vi står ikke og vifter med den løftede pegefinger - vi ønsker ikke at tage solen fra danskerne, men derimod at gøre solen til en god ven.
I skriver på www.skrunedforsolen.dk, at I gerne vil sætte fokus på god soladfærd også på politisk niveau – hvordan gør I det?
Lige nu er vi i gang med at tale med politikere på kommunalt niveau. Vi arbejder for, at de sætter emnet på dagsordenen, nu hvor de har forebyggelsesansvaret. Det er jo lidt nyt, at solsikkerhed skal prioriteres, men jo flere der tager det op på forskellige niveauer, jo flere der tager det alvorligt og sætter fokus på det, jo lettere vil det være at få danskerne til at leve efter solrådene.
På folketingsniveau har vi foreløbig meldt ud, at vi mener, man bør indføre et forbud mod solarier for unge under 18 år. Det politiske arbejde er selvfølgelig et langt sejt træk, men allerede nu ser det ud til, at vi kan komme igennem med forskellige former for mærkning af solarier.
Kampagnen skal løbe over ti år. Hvordan er den planlagt, når den strækker sig over så lang en periode?
Vi har planer for forskellige dele af projektet frem til 2017. Vi ved, hvilke år vi vil arbejde med hvilke målgrupper, og hvordan vi vil arbejde politisk og strategisk. Med i planerne er også, hvilke niveauer vi skal arbejde på inden for de forskellige områder.
Hvordan måler I resultaterne af en kampagne?
Vi har opstillet mål for kampagnen både på langt og kort sigt. I år er de kortsigtede mål bl.a. hvordan vi kommer ud med vores budskaber og materialer. Det udmønter sig fx i tal for, hvor mange institutioner der skal have vedtaget en solpolitik ved slutningen af året og for, hvor mange festivaler vi skal være til stede og lave events på. Vi har på den måde mål for hver eneste af de tiltag, vi laver.
Nogle af de langsigtede mål går på kendskab og adfærd. Fx hvor mange der har hørt sloganet ’Skru ned for solen mellem 12 & 15’, hvor mange der kender huskeremsen ’Siesta, solhat, solcreme, sluk solariet’, og om folk så tager budskaberne til sig og ændrer deres adfærd.
Det måler vi ved spørgeskemaundersøgelser, hvor vi spørger til folks solviden, holdninger og adfærd. I undersøgelsens spørgsmål er indlagt de mål, som vi har for de forskellige områder.
Vi har netop afsluttet den indledende undersøgelse og gentager den så hvert år i august for at se, hvordan udviklingen er.
Læs alle '5 hurtige til...













