Fakta om Rulle Grabow Westergaard

Westergaard, Rulle Grabow 155.jpg

Rulle Grabow Westergaard starter den 1. maj i sit nye job som kommunikations- og PR-direktør i Sterling Airlines. Hun er blevet headhuntet til jobbet og kommer fra en stilling som ansvarshavende redaktør for Landbrugsraadets ugemagasin FoodCulture, som hun blev ansat til at lancere i 2005.

Rulle er uddannet cand.mag i medievidenskab og nordisk filologi, og har tidligere arbejdet som kommunikationsrådgiver for ledelsen i TDC, presserådgiver i pensionsbranchen og kommunikationsrådgiver i Danske Bank.

Hun har to børn, Ida på fem år og Axel på 11 måneder.

5 hurtige til Rulle Grabow Westergaard, ny kommunikations- og PR-direktør i Sterling Airlines

27. marts 2008

Hvad glæder du dig mest til at komme i gang med som ny kommunikationsdirektør for Sterling?
Jeg glæder mig meget til at kommunikere en positiv dagsorden. I mine tidligere jobs har jeg været vant til at skulle kommunikere om tunge sager. Da jeg var i Danske Bank, var blandt andet Færøsagen på dagsordenen, og i min tid i TDC var der store fyringsrunder. Grunden til, at jeg sagde ja til jobbet hos Sterling var netop, at jeg tror på, at jeg som hovedregel kommer til at kommunikere positive budskaber.

 

Der er en positiv atmosfære i en lufthavn, det er et ganske særligt sted. Man føler, at man gør noget godt, når man sender mennesker hjem til dem, de elsker og savner.

Du er Sterlings første kommunikationsdirektør – har det indflydelse på din jobbeskrivelse?
Det har selvfølgelig den betydning, at jeg skal lave min jobbeskrivelse selv. Det er ikke fordi, Sterling ikke tidligere har prioriteret kommunikation, de har bare ikke haft en regulær kommunikationsafdeling. Tidligere har der været en person ansat til at samle trådene, men det meste PR og kommunikation er blevet klaret eksternt. Efter en turbulent tid med virksomhedssammenlægninger og mere centrale problemer har Sterling altså besluttet at oprette en in-house kommunikationsafdeling. Og det, mener jeg, er en god ting. Efter min mening bør centrale funktioner som kommunikationsafdelingen holdes in-house, fordi det skaber størst troværdighed at lave den slags selv. Af samme årsag er jeg ikke særlig begejstret for bureauverdenen.

I et interview for nylig har du udtalt, at du brænder for at komme steder hen, hvor der er en åbenlys kommunikativ mangel og så udbedre den. Hvad er den væsentligste kommunikative mangel, Sterling har?
Først og fremmest mangler Sterling en velfungerende kommunikationsafdeling, og der mangler især fokus på intern kommunikation, som er en meget central funktion i en virksomhed. En basal funktion som er bygget op på reel viden om, hvad virksomheden er for en. Jeg er fuldstændig allergisk over for folk, der udtaler sig om ting, de ikke har forstand på. Det er vigtigt, at man sætter sig ind i alle områder af virksomheden. Dermed ikke sagt, at man skal kunne samle et fly forfra og bagfra for at kunne kommunikere om flybranchen.

 

Hvordan vil du udbedre den mangel?
Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at der ikke er tale om en krise i Sterling. Det har været et bevidst valg fra Sterlings side at konsolidere sig og skabe en solid virksomhed, før der blev brugt ressourcer på at oprette en kommunikationsafdeling. Men konkret vil jeg starte inde fra med den interne kommunikation og så arbejde mig ud derfra.

Du har været vidt omkring i din karriere og har blandt andet arbejdet med kommunikation i bank-, forsikrings- og telebranchen. Din nye chef, Sterlings direktør Reza Taleghani, nævner netop den brede baggrund som en af dine styrker. Hvad mener du selv, at din baggrund giver dig med i bagagen?
Allerførst vil jeg fremhæve, at det er en styrke at være akademiker. Jeg har læst nordisk filologi på universitet, og det bliver næppe mere langhåret end det. Min uddannelse har lært mig at sætte mig ind i tungt stof og formidle det klart, så selv min bedstemor forstår det. Og det kan man bruge i alle jobs. Efter min mening er det en fordel at skifte job ofte, for man bliver hjemmeblind af at være et sted for længe. Man ved lige præcis, hvor alting står, og man får stirret sig blind på problemerne. På den måde kan man ikke forandre noget. Derfor undrer det mig virkelig, når kommunikationsfolk bliver det samme sted i 15-20 år, når deres opgave netop ofte er at skabe forandringer.

Læs om Rulles udnævnelse til kommunikationsdirektør i Sterling


Læs 5 hurtige til Jens Langergaard, pressechef i SAS

 

Læs alle '5 hurtige til...

Kommentarer
SKRIV KOMMENTAR