Fakta om Rikke Hvilshøj

hvilshøj, rikke 155px.png

Rikke Hvilshøj er født den 5. maj 1970 i Århus. Hun blev cand.polit. fra Københavns Universitet i 1997. Til august starter hun som markedsdirektør i Dansk Erhverv, hvor hun vil få ansvar for at varetage interesser for organisationens servicevirksomheders. Hendes politiske karriere omfatter blandt andet følgende poster:

  • Integrationsminister, februar 2005 - november 2007
  • Medlem af Venstres Hovedbestyrelse 2001-2007
  • Næstformand i Venstres Folketingsgruppe 2001-2005
  • Finanspolitisk ordfører 2004-2005
  • Medlem af Finansudvalget 2004-2005
  • Erhvervsordfører 2001-2004
  • Medlem af Udvalget for Forretningsorden 2001-2005
  • Boligordfører 1998-2001

5 hurtige til Rikke Hvilshøj

29. maj 2008

Rikke Hvilshøj skifter til sommer den politiske karriere ud med en i det private erhvervsliv. Pr 18. august i år er hun ansat som markedsdirektør for servicemarkedet i Dansk Erhverv. I den forbindelse har DKF stillet hende fem hurtige spørgsmål om, hvordan det bliver at skulle påvirke den politiske dagsorden fra en plads uden for Christiansborg.

 

Som ny markedsdirektør i Dansk Erhverv får du ansvaret for den politiske interessevaretagelse for organisationens servicevirksomheder, så i praksis kommer du til at fungere som lobbyist. Umiddelbart har du, med din politiske baggrund, nogle åbenlyse fordele i forhold til den jobbeskrivelse – men hvad er det konkret, du kommer til at arbejde med? 

Jeg bliver ansvarlig for servicemarkedet, der blandt andet tæller nogle af dansk erhvervslivs største virksomheder inden for vikarbranchen og sundhedsområdet samt non profit indsamlingsorganisationer, operationel service, vagt og sikkerhed, post og anden service. Jeg får ansvaret for den politiske interessevaretagelse og fremme af servicevirksomhedernes erhvervsbetingelser. Øverst på dagsordenen står blandt andet OPP (offentligt-privat partnerskab), mangel på arbejdskraft, innovation og globalisering, men også postliberalisering bliver en af de dagsordener, jeg skal koncentrere mig om.

 

Hvilken rolle spiller lobbyisme i det politiske liv i Danmark? 

Lobbyisme spiller en vigtig rolle. Jeg har altid sagt, at jeg som politiker ikke har kunnet undvære lobbyisterne. Nogle mener jo, af en eller anden underlig årsag, at lobbyister er af det onde og nærmest er farlige. Jeg vil sige, at det ville være helt forfærdeligt, hvis politikerne skulle holde sig i en osteklokke uden at være i dialog med de interessenter, de grupper i befolkningen og de virksomheder, som bliver påvirket af konkret lovgivning. Det er så selvfølgelig en politikers opgave at forholde sig kritisk til de informationer, man får, og vurdere dem i forhold til det, der er ens politiske udgangspunkt. Ingen politiker kan i sit eget lønkammer selv udtænke alle de konsekvenser, lovgivning får for samfundet.

 

Hvilken betydning har lobbyisme for erhvervslivet? 

Jeg ser to modsatrettede tendenser. På den ene side bliver den politiske indblanding i erhvervslivets forhold mere og mere detaljeret. På den anden side gør globaliseringen det lettere at gøre sig fri af national regulering. Men uanset hvad, så vokser kravene til virksomhedslederen voldsomt. Hun skal ikke ’kun’ være dygtig til traditionel drift og udvikling, men skal også i stigende grad forstå at agere i forhold til samfundets forventninger, politiske krav og stor medieopmærksomhed. Derfor er behovet for lobbyisme stort og stigende. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at lobbyisme ikke alene drejer sig om at fortælle politikerne, hvad man er utilfreds med. Den dygtige lobbyist evner at forholde sig til og forstå den politiske dagsorden og samfundets krav og ud fra det komme med - for politikerne - brugbare løsninger, der imødekommer den politiske dagsorden samtidig med, at erhvervslivet får gode og helst bedre rammer for fortsat at kunne drive virksomhed.

 

Tidligere på måneden vedtog Europa-Parlamentet, at lobbyister i Bruxelles skal registreres på frivillig basis, og herhjemme har det været på tale at registrere danske lobbyister. Hvad mener du om det? 

Jeg ser ikke noget problem i det. Jeg tror ikke, at det får særlig stor betydning. Personligt er jeg ret lidenskabsløs i det spørgsmål. 

 

Hvorfor vælger du netop nu at forlade politik for at arbejde i det private erhvervsliv?

Jeg har været i politik det meste af mit voksne liv. Det har været, og er stadig, fantastisk spændende, til tider hårdt, udfordrende og sjovt, men jeg har fra første dag haft den tilgang, at jeg ikke skulle ende med at være i politik hele mit liv. Hvis jeg skal udfordre mig selv påny og give mig selv chancen for en karriere uden for politik, så skal det være nu. Derfor er jeg utrolig glad for, at Dansk Erhverv har givet mig denne mulighed for at blive en del af det private erhvervsliv. Som politiker har jeg ofte været i kontakt med Dansk Erhverv og været imponeret over deres offensive og professionelle tilgang til tingene. Jeg opfatter Dansk Erhverv som en meget progressiv organisation, som jeg glæder mig til at være en del af.

 

Se også

Rikke Hvilshøj ny direktør i Dansk Erhverv
Kursus den 3. juni: Spin, lobbyisme og politisk kommunikation

Studietur den 6.-8. september: Kommunikation og lobbyisme i EU
Kommunikatøren nr. 4/2007 sætter fokus på Public Affairs
Artikel: Danske lobbyister skal registreres

Artikel: Public Affairs - an ABC

Læs alle 5 hurtige til...